Antologier

Eja! hvor man nu tumler med Sønderjyders Land,

Vildtysken han raser, saa meget som han kan,

alt dansk skal lægges øde og kvæles i sin Bod,

ej mer maa der synges om gamle Danebod.

Med Spydsod man flytter nu Grænseskjel og Ret,

det sorte bliver hvidt og det gode bliver slet,

med Ed og Tro man leger, som var den tyske Gud

ej længer den samme, der gav det andet Bud.

I Aag spændes Bonden, og tvinges skal han til

at lade, som han ynder det grufulde Spil,

han Sprog og Sind skal skifte, alt som man skifter Kjol’,

og brat i Knæ han synke skal for den tyske Sol,

Men se, om han gjør det, om Danrigets Jord

ej bliver hans Hjem, og hans Blik vendt mod Nord,

se, om han Nakken bøjer for Aagets Jærn og Bast,

om Haanden ikke holder om Danebroget fast.

Nej, tryk du kun, Tysker, saa meget som du kan,

den sønderjyske Bonde skal nok holde Stand,

den sønderjyske Bonde ej skifter Sind og Lød,

nej, dansk bli’r hans Hjærte, hans Fane hvid og rød.

Og midt under Tyskerens Brasken og Slag

ser frejdig han dog frem mod den kommende Dag,

med Haand over Øjet han spejder imod Pol,

hvor Nordstjærnen blinker, der venter han sin Sol.

Og vist skal den komme, giv Tid kun og taal,

alt længe fyldt til Randen er Urettens Maal.

snart Natten skal bortskride og Morgenen skal gry,

og gamle Danmarks Rige, det fødes skal paa ny!