Torvet ligger aftenøde,
lyserøde, omtrent lilla Rododendrons Puder,
lette Dynger,
der knap tynger
Jorden, som de dækker,
op mod Lindekroners Kres sig rækker,
skjuler næsten »Hesten«.
— —
Ingen Biler iler,
spyet ud af Strøgets mørke Munding
langs med Torvets blide Runding,
mens de tuder. — —
Hvor i Middagstimen vokser,
søde som en Kant af Flokser,
og med Kurren som af Duer
unge Kvinder, Frøkner, Fruer,
mellem Gadens nøgne Stene,
sidder jeg nu helt alene. — —
Ingen Sommerhatte vifter,
ingen travle Læbestifter
dukker op af Silketasker,
ingen skælmske Pudderkvaster
over unge Kvinders Kinders
sommersøde Rødme haster.
— — — —
Bordene langs Gaden
savner Orangeaden
med Orangeskiven.
Ingen grøn Oliven
i en Cocktail svømmer
saa man blidt sig drømmer
ved en Dam med Fisk i,
Ingen kølig Whisky,
ej Medoc’er
lokker.
— — — —
Torvet ligger øde,
kun en Sporvogns røde
Øje ser man gløde.
Som en oplyst Skude
duver den derude.
— Og en bleggrøn Rude
i en mørk Façade
spejler Himlens Jade.