Hvorfor mon jeg skal jage
gennem lange, øde Gange
i et Hus, jeg ikke kender,
hvor jeg Intet har at gøre?
Og hvorfor skal mine Hænder
— er det mine, disse Hænder? —
aabne Døre
ind til Sale,
der er tomme, graa og gale,
— kan mon Sale være gale? —
i et Hus, der tavst forfalder,
og hvor ingen Stemmer kalder,
og hvor Intet mere hænder,
hvor jeg fryser, skønt jeg brænder.
Jeg er bange, jeg er bange:
Naar jeg aldrig mer tilbage?
Og jeg ganske lydløst jamrer,
medens alle Pulse hamrer.
— — — Der bli’r Rum til alle Sider,
og jeg føler, at jeg glider,
og jeg kalder, mens jeg falder.
— — — —
Paa en Sydskrænt, hvor Violer
mellem vissent Græs sig gemmer,
er jeg havnet, og jeg soler
mine vintertrætte Lemmer.
Og jeg ligger ganske stille,
Solen gløder over Engen —
og saa vaagner jeg i Sengen
svøbt i Duften af Camille.