Han sad i sin Stol
i Sol.
Omkring ham kreser en Flue,
hvis Surren, der aldrig ender,
erindrer ham meget intenst
om en Frue, han kender.
Fluen slaar han til,
Fruen gaar han til.
Hvordan mon Historien ender?
Han sad i en Stol
i Sol.
Omkring ham kreser en Frue,
hvis Kurren, der aldrig ender,
erindrer ham meget intenst
om en Flue, han kender.
Fluen slog han til,
Fruen tog han til.
Hvordan mon det hele ender?
Jo — til sidst han favnede Fruen,
men til allersidst savned’ han Fluen.
Thi en Flue bli’er tavs af et velrettet Slag,
men Fruen kurrer den Dag i Dag.
Saadan Historien ender —
den er hændet flere, jeg kender.