Dødeliges Trøst: „I Jordens Skiød
Skal du slumre bort fra Jordens Smerte!“
Trøstens Ord, som for mit Øre lød,
I gienlyder ofte i mit Hierte:
„Øiet brister — Hjertet banker ei —
„Sidste Glimt af Livets Lys forsvinder!
„Fri for Støvets Lænker vaagnet jeg,
Og blandt Salige jeg mig gienfinder!“
Da Alfader skabte Mennesket,
Forudsaae han vist og grant dets Skiæbne;
For at giøre det sin Kummer let,
Bød han Taalmod sig mod Sorgen væbne.
Men naar Taarens Kilder tørres ud,
Naar det sidste dunkle Haab er Graven,
Da opsvinger Siælen sig til Gud,
Og den Trætte lægger Vandringsstaven.
Her paa Jorden stiller Rang og Stand,
Mange ædle Siæle fra hverandre.
O, men hist i Evighedens Land,
Vi ved Siden af hinanden vandre!
Og i Gravens moderlige Skiød
Er vi alle, allesammen Lige;
Der er Spadegruben lige bred,
For den Fattige, som for den Rige.
Manges Liv henrandt i Glædens Fryd,
Medens Kummers Suk fra andre lyder;
Een forfølges for sin rene Dyd,
Medens man tilbeder en Forbryder.
Her paa Jorden Døden stundom gaaer
Nøgen og foragtet om og tigger,
Medens pyntet Last i Hæder staaer
Og paa Edderduun og Purpur ligger.
Dydens Barn! til Smerter blev du fød;
Men naar Taalmods Engel dig ei svigter,
Gier den store Tanke Smerten sød:
„Trolig jeg opfyldte mine Pligter.“
Naar din sidste Stund da nærmer sig,
Naar du bytter Livet om med Døden,
Skal du slumre ind saa blidelig
Og forglemme hvad du led i Nøden.
Spæde Børn saa gierne hvile sig,
Op til Moderbrystets hulde Varme;
Moderlig omfavner Døden dig,
Og indluller dig i sine Arme;
Venlig tørrer den hver Taare af,
Og bortjager selv din mindste Kummer;
Skienker dig en Vugge eller Grav;
Ingen Sorg forstyrrer der din Slummer.
Manges Daarlighed oprettede
Guld- og Marmorminder til sin Vugge,
Medens, for hvad disse kostede,
Kunde standses Børns og Enkers Sukke.
Førend du nedlægger dig til Ro,
Skab i Hierterne et evigt Minde!
Da skal Venskabs Blomst paa Graven gro,
Dugged af de Taarer som nedrinde.
Naar jeg seer en Marmormindesteen,
Jeg med lønlig Gysen fra den iler,
Hentil Graven, hvor en Ædlings Been,
Ubekiendt, men sødt og rolig hviler.
Ved det første Gravsted maaskee staaer
Gridske Arvinger med haanlig Latter,
Medens Venner fra det Sidste gaaer,
Med en Smerte, som kun Gode fatter.
Almagts første Gave, det er: „Liv!“
Almagts bedste Gave det er: „Døden!“
Tidt til Smerter kalder os hiint: Bliv!
Men den sidste frelser os i Nøden.
Takker da Algodheds Fader, Gud!
Han, hvis Viisdom lod ham os erkiende,
Alt for svag at holde Smerter ud,
Og tillod os derfor at fuldende.
Venskab skuffet tidt din Tillids Tro,
Elskov blander Malurt i dit Bæger:
Falskhed kan i Vennens Hierte bo,
Og din Elskte med din Lykke leger;
Døden er en Ven som aldrig sveg,
Naar hvert Haab som Sæbebobler brister,
Naar hver jordisk Tilflugt fra dig veg,
Denne sidste Tilflugt du ei mister.
Lad vort Blik derfor skue fro,
Hentil Graven giennem Livets Jammer,
Ingen styrrer der den Dødes Ro,
I hans lille, mørke, snevre Kammer.
Floras Spæde hegne om hans Fred,
Philomele ved hans Leie synger;
Og i Nydelsen af Evighed,
Ingen Lidelser hans Siæl nedtynger.