Den 27 November 1812
Til min Søster!
Til min Søster!
Hvi banker du saa ængsteligt, mit Hierte?
Hvi trille Taarer paa min blege Kind?
Hvad er det for en navnløs bitter Smerte
Som vækker denne Uro i mit Sind?
Og hvi begynder Saaret nu at bløde,
Som alt var lægt ved Tidens milde Haand?
Det var i Dag et Aar min Fader døde,
Da Engle bare bort hans ædle Aand.
Fra Sorgens Dag et Aar er lagt tilbage,
Da Døden rev ham af hans Døttres Favn.
See! Glemsel har forstummet vores Klage;
Dog aldrig glemme vi vort store Savn.
Dit Minde, Fader! er tilbageblevet,
Ved dydig Vandel vi det hædret har;
Vi leve som imens du endnu leved?
Og Vidne til vor skyldfri Færd var.
O kunne mine dybe Sukke tale!
O havde denne Taarestrøm en Røst!
Den skulle min Erkiendtlighed afmale
Som evig brænder barnlig i mit Bryst.
Du offred’ hen din bedste Manddoms Dage
Til Arbeid, Møie, for at naae den Fryd
At kunne sorgløs dine Børn opdrage,
Og danne dem til Virksomhed og Dyd.
Jeg skal og aldrig dine Ord forglemme:
„Søg i din egen Barm din Vandels Løn,
„Agt stedse paa Samvittighedens Stemme,
„Vær altid hielpsom imod Vanhelds Søn,
„Tro ei at hyklet Angers Suk udsletter,
„Hvis du med Lastens Feiltrin vandrer frem.
„O! vogt dit Hjerte og din Siæl for Pletter
„Thi ingen Taarer kan aftvætte dem.
„Og om da dine Avindsmænd dig truer
„Med Undertrykkelsens tidt hvasse Sværd,
„Dit skyldfri Mod de dog ei underkuer;
„Det grunder sig paa Uskylds rene Værd.
„Mit Barn! naar dine Pligter du opfylder,
„Da har du alle Godes Kierlighed.“
O Fader! meer end Livet jeg dig skylder.
Jeg skylder dig min Ro, min Siælefred.
Tak være Godheds Gud som os har givet,
At drukne Sorgerne i Lethes Strøm;
Den Dødelige ellers bortgræd Livet,
Og Livet er saa kort — en Skygges Drøm.
Dog er der mangen Krog i mangt et Hierte,
Hvor aldrig Lethes Bølger strømme hen;
Og ofte lindrer ingen Ting vor Smerte
Undtagen Tanken: „at vi sees igien.“
Min Søster! lad os denne Tro tilbede,
Den Talisman som styrker vores Aand,
Den skal os giennem Livets Torne lede
Med Taalmods milde silkebløde Haand.
Naar du i Smertens Stund en Ven paakalder,
Som Skiæbne eller Død har skilt dig ved,
Nyd da den Trøst: „Naar Livets Forhæng falder,
Vi samles skal i frydfuld Evighed.“
Fred om din Hvile, dyrebare Fader!
Ei prunker paa din Grav en Marmorsteen,
Men barnlig Ømhedsgraad Cypressen bader,
Og ingen Sukke tynger dine Been.
Tidt siger kun det stolte Marmorminde:
„Jeg giemmer her en rig Bedragers Muld;
„Ved denne Urne ingen Taarer rinde;
Hans Efterladte trøstes med hans Guld.“
Nei, Søster! hellig — hellig er vor Taare
Som offres til vor faderlige Ven.
Glem ei den Eed vi svore ved hans Baare:
„At vandre dydig Livets Bane hen.“
Maaskee vort Timeglas er snart udrunden,
Hvo veed naar vi skal blunde Dødens Blund?
O Held os da! hvis vi den Fred har funden,
Som svæved’ om vor Faders sidste Stund.