Jeg sad paa Kronborgs Volde
og saa’ paa Bølgernes Leg
og de blaa Soldater dernede,
der bredte Linned paa Bleg.
De røged paa deres Piber,
hvis Gnister for Vinden foer,
ud fra de brune Moustacher
kom Lyden af danske Ord.
Mens hist oppe en engelsk Digter,
ej halv saa stærk eller flink,
glæded sig ved deres Latter,
ved Solens og Bølgernes Blink.
Thi Himlen var purpurtjældet
og Søen Opal den Dag,
og over Sundet mod Sverig
fløj Maager med lange Slag.
Mit Hjærte blev let som Vinden,
der ind over Kysten strøg,
som Solen, der spilled paa Vandet,
og de brune Soldaters Spøg.
Bag ved mig den mørke Fæstning,
og hvor jeg gik eller stod,
saa’ jeg fra Bastionen
det rullende Sund for min Fod.
Hvid krummed sig Kystens Bue
mod Nord til Marienlyst, —
jeg mindedes blege Ofelia,
med det sagte bølgende Bryst.
Og jeg tænkte paa gamle Tider,
da Hamleth vandrede her
og vented i Midnatstimen
den rædsomme Skyggefærd.
Jeg fyldtes med sælsom Gysen
ved gamle Strofers Musik,
det sangogklang for mit Øre,
i hvor jeg stod eller gik.
Og Shakespeares Genius blev viet
til Lysets og Bølgernes Dans,
og den gav Havet og Kysten
en Glorie, en rigere Glans.
Og mit Hjærteblev hedt af Drømme,
af Elskov lig Duft af Vin, —
det var som en Nereide
trykked sin Mund mod min.
Hun svang sig paa Søluftens Vinge
op fra den vandkolde Grav,
endnu mine Læber brænde
af det lønlige Kys, hun gav.