Naar om en halv Snes Aar jeg ser mig skilt
fra dette stakkels Jeg, som nu er mit,
naar Ungdomstidens hede Vin er spildt
og Lidenskabens Lue dæmpet blidt.
Skal da jeg aande dobbelt glad og let,
frigjort for Blodets Attraa, Tankens Strid?
Ak nej, thi da skal først jeg ane ret
de tusind Goder ved den tabte Tid.
Da skal jeg fyldes af et bittert Savn
ved Tabet af det Liv, som flygted hen,
og kalde hver dets Lyst med ædelt Navn
og ønske mig dets Feberdrøm igjen
og ønske mig dets Feberdrøm igjen
og sukke ved den sørgelige Vished,
at hver en Alders Lod er Utilfredshed.