Højest blandt Menneskebørnenes Venner
priser jeg Dig, Du huldsalige Død!
Om Dionysos, om Eros os sender
kvægende Drømme, der Tankerne vender
bort fra vort Jordelivs Kummer og Nød,
først i dit Skjød
hvile dog rolig de dagtrætte Gjæster,
smilende vandre de ind i dit Slot,
Søvnen er Fører, men Døden er Mester,
Døden er Drot.
Jorden er blevet en hentæret Moder,
Afkommets Mængde er bleven for stor,
Yngelen voxer som Regntidens Floder,
trænges og tvistes Broder med Broder
om en Ret Mad fra det bugnende Bord.
Fredløse Jord!
Svagere Brødre skaanselløst jages
bort fra det moderlig nærende Bryst,
udstødt i Ørknen blev Døden de Svages
eneste Trøst.
Ud fra det dyndede Egekrats Gjemmer
vælter det vildsvinegraadige Kuld,
børstede Rygge og brunede Lemmer
slaas de om Byttet med gryntende Stemmer,
slaas til den hungrige Vom bliver fuld.
Agrenes Guld
trampes af Hoven, ej Flænger de agter,
rives om Føden med Hyl og med Tramp,
Moderen dorsk fra sit Leje betragter
Yngelens Kamp.
Venlige Død, der med Hadet forsoner,
ender den broderfordærvende Dyst!
Kommer Du varslet af Krigslurens Toner,
stiller Du lønlig de dræbende Doner,
henter som snigende Feber din Høst,
drøner din Røst
mægtig som Torden i Stormnattens Mørke
skræmmende Øjet med rædselsfuld Pragt,
ser jeg din Haand og velsigner din Styrke,
ordnende Magt.
Dig jeg tilbeder med Gysen, Du dødende,
vandrende, buebevæbnede Pest,
naar over hylende Stæder Du ødende
svinger din Fakkel, indtil af de glødende
Emmer Du samler en smuldrende Rest.
Karon fik Fest,
fuld blev hans Baad af de Flygtendes Vrimmel,
Trængsel og Raab paa den stygiske Kyst,
og mellem Menneskebørnenes Stimmel
gjorde Du lyst.
Dig jeg priser dog højst af Alle,
vældige Krig, der med Svøben os slaar,
Trommerne buldre, Hornene gjalde,
Sværdene blinke og Heltene falde,
henslængt paa Marken med gabende Saar.
Endnu i Gaar
nævned man dem med de stolteste Navne,
stolte de stred under Fanernes Flig
— nu kun et Bytte for graadige Ravne,
blodige Lig.
Venlige Død, Du flittig beskjærende
Gartner, der studser det yppige Flor,
oprykker Planten af Muldet det nærende,
fremhjælper andre Solskin begjærende,
higende Børn af den fødende Jord.
Aldrig mit Ord
trygled om Skaansel for mig; jeg vil vandre
gladelig ind mellem Skyggernes Hær,
hvis kun min Bortgang gør Jorden for Andre
dobbelt saa kjær.