Haardt er mit Hjærte blevet,
det maatte være saa,
thi tidt paa Livets Ambolt
det under Hamren laa.
Og saare megen Lykke
og Fryd faldt i dets Lod,
og Fryd og Lykke hærde
saa vel som Smertens Brod.
Derfor jeg nu betragter
med ligegyldigt Blik,
hvad før som Fryd og Smerte
mig dybt til Hjærte gik.
Kun Et i Øjet bringer
mig Taaren hed og tung,
kun Et endnu mig fylder
med Smerte evig ung.
Det er mig, som en Isnen
igjennem Hjærtet gaar,
saa tidt min døde Moder
for Sjælens Øje staar.