75. Den hemmelighedsfulde Port
Mel. af W. E. L. Pio
Mel. af W. E. L. Pio
eller som: Lær mig, o Skov, at visne glad.
eller som: Lær mig, o Skov, at visne glad.
Paa denne Verdens Grænsemur
Lønporten til en ny Natur
paa skjulte Søjler hænger.
Hvert Øjeblik, som Pulsen slaar,
en Sjæl igjennem Porten gaar,
og ingen ser den længer.
Hvert Fodtrin gaar mod Muren frem,
og altid Porten staar paa Klem,
dens Hængsler altid knirke;
Gravmørke strømmer fra den ud,
dog gjennem Mørket sender Gud
en Straale fra sin Kirke.
Den Straale kun til Øjet naa’r,
hvor Sjælebørneskaren staar
som Juleaften hjemme,
og stirre trøst paa lukte Dør,
der, hvad de aldrig skued’ før,
til herligst Stund skal gjemme.
Gik Fader alt ad Døren ind,
gik Moder ind med Slør om Kind,
gik Søster selv og Broder —
forsvandt de alle uden Lyd,
de smaa dog véd, der bliver Fryd
hos Fader og hos Moder.
Og aabnes Døren helt til sidst,
saa véd de, Jesusbarnet vist
har bragt dem Julegave —
saa se de — hvad de tro’de før —
vidunderlig bag aabne Dør
staar Juletræets Have.