Antologier

Paa Tave Bondes Ager ved Birkende By,

der gik en lille Plovdreng og sang under Sky;

han messed’ som Klerken og drev paa treven Hest:

„Gud give, Hans Plovkjøring kunde blive Præst!“

Bag Ploven nikked’ Bonden, han lytted’ dertil:

„Hver Purk kan blive Bisp, naar Vorherre kun vil;

løb ej Morten Børup fra Plov og Bondehors?

nu tugter han Pilte til lærde Mænd i Aars“.

Det var hin lille Plovdreng fra Birkende By,

hans Navn fløj over Danmark med folkeligt Ry.

En dansk Morten Luther, han stred med Ordets Sværd,

og sejred’ med Aanden i Hjærtefolkets Hær.

Ret aldrig nogen Plovkjøring drev det saa vidt,

han stoled’ paa sin Gud, paa sig selv dog kun lidt;

den Dag han ej kæmped’ med Modgang eller Nød,

han frygted’ Guds Naade, som før ej til ham flød.

Den Dag de stolte Bisper i Fængsel blev bragt,

Guds Ord var paa Guds Alter af Bondehaand lagt.

Da Folket var frelst og udslukt det bitre Had,

Hans Tavsen i Ribe paa Bispestolen sad.

Men mer end alle Bisper i Danmarks Land,

hin Bondesøn han sørged’ for Kvinde og Mand.

Ret aldrig hans Navn skal i danske Hjærter dø,

saa længe der ringer en Klokke over Ø.