Comme ils sont doux, ces momens, où, séparé du monde entier, seul avec son coeur, on se recueille dans soi-même!
Florian.
O Fred, som over Jorden breder Dig,
som rosenklædt fra Himmelhjemmet stiger!
alt Fjendskab for Dit Aasyn fjerne sig;
thi for Dit Aasyn slumre Verdens Riger.
Med Ugler, spændte for sin mørke Karm,
fremiler Nattens venlige Gudinde,
der moderligt søvndysser Tronens Harm,
og byder Hyttens Kummer glemt at svinde.
Om hendes Skulder flagrer sorte Dragt:
en halvslukt Fakkel hun mod Jorden rækker;
og skiøn er Stjernebuens lyse Pragt,
der hendes Hoveds tætte Slør bedækker.
Den køle Dug til Engen drypper ned
fra Englens Haand, der foran hende svæver:
hver Blomst, hvis Rod i Middagstimen leed,
nu sval og lædsket sig mod Himlen hæver.
Bag hendes Karm end jeg en Engel seer,
der over Jorden Drømmes Hær udgyder;
al Graad er glemt, hvert Øie tryllet leer,
og Haabets Kys den Slumrende nu fryder.
Trygt sove tvende Børn paa hendes Skiød:
hiint hvidt som Liljen, sort som Graven dette;
see! det er Søvnen, og hans Broder, Død,
der Haand i Haand vor bittre Skiebne lette.
Du daler ned, o Søvn! om Kummers Træl:
han drømmer Fred, hans Byrder tynge mindre;
Du vinker ham, o Død! til bedre Held,
naar ei Din Broder meer hans Sorg kan lindre.
Veldædig er Din Komme, blide Nat!
Hver Træl til Dig, som Barn til Vuggen smiler;
hans Øie snart, af lange Vaagen mat,
paa Leiet blunder, lukker sig, og hviler.
Om Jorden slynger Du Din Moderarm,
i tause Roe Du Lund og Enge hyller,
Til salig Alvor hæver Du min Barm,
med sønligt Suk Du dette Hierte fylder.
Naturens Fader! fra Din milde Haand
kom Dag og Nat, kom Daad og qvægsom Slummer.
Til Fryd Du Morgenen gav Rosenbaand;
Du Natten Valmu gav til Trøst i Kummer.
Alt har Du skabt: Alt skiænkes os af Dig;
O! Milon hist paa Feberleiet sukker,
Ei han ved Dagens Rødmen glæder sig,
ei han i natlig Stund sit Øie lukker.
Ussel er Milon!... Ak for alt sit Guld
han ingen Times Blund at kiøbe mægter.
Ei Ven, ei fordums Hylden ham er huld:
forladt, blandt Fremmede hans Siel vansmægter.
O Du, som kiender mine Dages Tal!
ei af din Haand den Riges Skat jeg æsker;
med Guldet savner jeg kun Guldets Qval,
og Brød jo mætter mig, og Vand jo lædsker.
Ei ønsker jeg mig Stormands Herlighed;
mon Stormens Arm den lille Qvist kan fælde,
naar for dens Vrede Granen styrter ned,
saa det end dundrer høit i Nabofjelde?
Ei beder jeg om lærde Viislings Held;
unydt hans Liv forgaaer blandt døde Bøger;
I vilde Hav, i rolig Kildes Væld
jeg fro Din Godheds Spor, min Viisdom, søger.
Eet Suk kun Kleon har; det høre Du!
det signe Du blandt Sukkes Myriader!
og ved sin Grav han veltilfreds som nu
da jubler synkende Din Lov, o Fader!
Dig bestormer ei uviisom Bøn.
Læg Du Sundhed, Gud! til mine Dage,
og jeg er Din lykkeligste Søn!
Lad mig trælle, for at vinde
ærligt Brød ved Ansigt Sveed!
Saligt skiænker Arbeids Minde
Livet Lyst og Døden Fred!
Aarle Solens Glimt den Glade vækker:
kraftfuld iler han til elsket Daad.
Skiebnens Torden ei hans Hierte skrækker,
og som Duggen tørres let hans Graad.
Engens Lilje ham fortryller,
naar han hilser nyfødt Dag:
Dig ved Maanelys han hylder
under Nattergale-Slag.
Ei for Guld og Roes med graadig Klage
stormer til Din Himmel, Gud! min Bøn.
O lad Sundhed krone mine Dage,
og jeg er Din lykkeligste Søn!
Naar til Dødens korte Dvale
Graven aabner mig sit Skiød,
lad min Nat, som denne, dale
fredfuld, skyldfri, haabrig, sød!
F. Høeg Guldberg.