Aften-Phantasie
(helliget Jens Baggesen.)
(helliget Jens Baggesen.)
Wenn dieses Blättchen einer liest,
für den es nicht geschrieben ist,
wie wird er des Phantasten lachen!
(Das mag er!)
Pfeffel.
Blid, Maane! løfter Du Dit Hoved op
bag sølvhvidt Hav, hvor Bølgen til Dig smiiler:
paa Kirkens Spiir i Mindehyldens Top
med sagte Bævren første Straale hviler.
Lig iisfri Bæk Dit Aasyns Klarhed frem
fra Blomst til Blomst ad Engen sig udgyder,
hvor Lærken blunder trygt i Moderhiem,
og vingeskiulte Næb til Sang ei lyder.
Alt stiger Du — see! Lyset spreder sig
ind under bøjet Eeg, den Hiortens Bolig;
han rejser takket Isse, skimter Dig,
og synker atter ned, og slumrer rolig.
Den aftenmuntre Fisk i natlig Dands
tidt over spejlklar Flade let sig hæver,
og hen mod sivrig Bred Dit Billeds Glands
i stedse større Bølgekredse svæver.
Hiin Elsker giækker Du med spøgfuld Lyst.
Mod Havens Dør han vagtsomt Øre holder;
og Hjertet banker højt i glade Bryst,
mens fierne Timeslag han nøje tæller.
”Hun kommer ei — paa Skrømt hun stævnet har —”:
nu spejdes sidste Gang fra Hegnets Dige:
bag buet Hække fro han bliver vaer
et hvidklart Skin, saa ligt den skielme Pige.
”Alt er forladt! thi tro var hendes Bud.
”Den arme Glut vist kiæmpet har med Møje,
”før hun fra Fængselhiem slap heldig ud,
”og blændet fik sin vrantne Værges Øie.”
Men — hvi hun dvæler, han dog forske maae.
”Nej! aldrig skal han, Maane! Dig forlade!
”Hvad nys saa fro med opfyldt Haab han saae,
”Din Blinken var igiennem Hækkens Blade.”
Tungmodig stirrer han mod Stedet hen,
og ej den Huldes lette Fødtrin hører,
og vækkes først af Dvalens Drøm igien,
naar kielne Røst i lydske Favn ham fører.
Mens, tryg ved Glædens Ruus, han mindes ej,
at Fiendeblik ved Dig let Stevnet røber,
Du venlig viger bort fra skiulte Vej,
og, til Forliig, i mørke Sky dig svøber.
For Elskovs Børn Du stedse tryllersk var,
og Du gav Eensomhed dens milde Glæder:
velsignet lysde Du saa mangt et Par
fra Kredsens Larm til Fredens tause Steder.
Blufærdigt Ja, — den bange Bejlers Trøst —
som Pigen tør i Dagens Stund ej give,
faldt for Dit Aasyn tidt med salig Lyst,
og ved Din Gienkomst sødt skal mindet blive.
Med Moderhuld Du saae til Adam ned:
da tændtes Haabets Lys i Mandens Hjerte;
og, vakt ved Dig af første Slummers Fred,
han lønnet blev for kielen Længsels Smerte.
I Fryd hengleed hans Fødsels skiønne Dag,
trindt om ham spirede kun barnlig Glæde:
hver løvrig Green var ham et venligt Tag,
hver rosenkrandset Høj hans Kongesæde.
Fro hørde han med taus og henrykt Aand
i Palmers Top den muntre Qvidren lyde:
fro fandt han Træet, bøjet til hans Haand,
paa bladfuld Arm ham saftrig Frugt at byde.
Fra Bjerg til Dal kun tryllet Øie saae
fornyet Fryd hver kiedsom Stund forsøde:
i Blomstereng den ved hans Side laae,
og steeg fra svale Bæk ham blid i Møde.
Saa randt den første Dag i sorgløst Hiem;
Alt kiølig Vind med spæde Rose spøger,
bag Bierget straaler Aftenrøden frem,
og sorten Myrthelund sit Mulm forøger.
Mens Adam starrer did, forladt af Mod,
hvor Solen sidste Glimt til Eden kaster,
gaae Havens Dyr i Rad forbi hans Fod:
hvert med sin Mage bort til Hvile haster.
Tungt skuer han dem vandre stedse to,
tungt hører Fugl ved Fugl paa Reden klukke:
mismodig søger han til eensom Ro,
hvor Søvnen snart skal graadfuldt Øie lukke.
Kort slumrer han. Du, Maane! rejser Dig,
og lyse Glands igiennem Hytten bæver:
i venlig Drøm sødt Øiet aabner sig,
og flux fra Green til Green forundret svæver.
Mens rørt han knæle vil til takfuld Bøn,
tæt ved hans Leje sig en Skabning rører,
saa liig ham selv, skiøndt tifold mere skiøn,
”min Adam!” han med kierlig Bæven hører.
Han studser, undres, mægter intet Svar,
men salig synker ned til kielne Qvinde —
Fra denne Stund Du, Maane! været har
for Elskovs hulde Børn en kier Veninde.
Naar Solen viger, Dagens Straaler flye,
og Nattens Slør med Taushed Jorden dækker,
Dit første Blink fremkalder Liv paa ny,
Dit fulde Smiil hver søvnmat Skabning vækker.
Fra mørk og vildsom Sti til sveegne Vej
Du lyser huld hiin Vandrers Fod tilbage;
det svundne Dødens Svælg han skuer ei,
thi hist ved Dig han øjner Børn og Mage.
Snart tolkes ham, at nys betraadte Sti
til bratte Klint, saa manges Gravsted, leder,
og i de Kieres Kreds nu farefri
hans Jubellov Din Varsel fro tilbeder.
Henstødt af vilden Storm til fremmed Kyst,
en Sømand bleeg seer mulmrig Nat i Møde;
den bryder frem, og mørkner sidste Trøst —
kun Glimt af nære Død hans Qval forsøde.
Død svømmer trindt om ham i knuste Vrag,
snart aabner den en Grav blandt vrede Bølger,
snart buldrer den i Stormens hule Brag,
og snart med svovlblaae Lyn den ham forfølger.
Mens han i langsom Død seer tifold Harm,
ej mere Tordnens Røst i Luften lyder:
bag svangre Sky bortruller Stormens Larm,
og kruset Bølge let i Havblik flyder.
Men nu, skiøndt revet ud af Dødens Favn,
i Nattens Mulm han ingen Frelse skuer:
ej tør han flye, ei søge vindfri Havn —
paa fremmed Kyst erfarne Sømand gruer.
Klar, Maane! stiger Du fra Havets Skiød:
flux rappe Haand det siunkne Sejl da hæver;
blandt høje Skiær hist, mellem Liv og Død,
nu Kiølen, frelst ved Dig, med Jubel svæver.
Du smiler moderblid til Dydens Ven,
der spejder Brødres Vel paa natligt Leje:
med Varsel tindrer Du ned over den,
der gaaer til Udaad frem ad skiulte Veje.
I Høitids Glands Du lyser trefold klar,
hvor Glæden Dig til festligt Vidne kaarer:
og ofte Du veemodig straalet har,
hvor Sorgen ofred Dig de bittre Taarer.
Du venlig saae til mig i Vuggen ned,
naar, dysset hen ved Moders kielne Sange,
jeg snart sov rolig ind i stille Fred,
snart søgde glad Dit lyse Skin at fange.
Tidt, naar min Moder da ved Lejet sad,
og Tanken foer til slibrig Fremtids Minde,
for spæde Glut med sværmersk Aand hun bad:
”gid skyldfuld vaagen Du ham aldrig finde;”
Saa venneblid Du straalede til mig,
da jeg paa Faders Skiød i Barndoms Dage
med bævet Øje stirrede mod Dig,
og hørde glad ham Oldtids Daad gientage.
Men dobbelt festlig, tifold mere sød
Din milde Glands om al Naturen smiilde,
da Pagtens Ja fra Lines Læber lød,
da første Gang ved Lines Barm jeg hviilde.
Naar, under lave Tag i skiulte Dal,
jeg Dagen seer i huuslig Fryd henglide,
og Vinternatten selv forsvinde skal
lig Adams første Nat ved Evas Side,
da smiile Du som Ven til Vennehiem!
velkommen vi som elsket Giæst Dig byde:
og tidt ved Dig hiin Stund skal kaldes frem,
og atter Bryst ved Bryst vor Eed da lyde.
Naar efter glade Dage, mæt af Aar,
til sidste Søvn jeg lukker brustne Øie:
naar bleg Eline hen mod Lunden gaaer,
hvor Roser sig ned over Graven bøie:
naar der af rørte Søn hun fordrer Eed,
”at han mod Ven og Qvinde tro skal være!”
gid i det Smiil, Du kierlig sender ned,
min Bøn om stille Taal Du blid frembære!
Men — o! hvis den, der skiøndt har hadet mig,
did træder glemsom hen i Fremtids Dage,
og rødmende fra Graven vender sig,
og ej med den tør rolig see tilbage:
naar tungt han mindes nu hver bitter Drik,
han draabeviis har rækket mig i Livet,
da smiil til ham i qvalfuldt Øjeblik:
”den Slumrende har ærlig Dig tilgivet!”
* * *
Dit Venneaasyn, Skiald! mit Hjerte spaaer:
at ej selv lille Gave Du forskyder.
Naturens egen Sanger ej forsmaaer
den Blomst, Naturens simple Søn ham byder.
F. Høegh Guldberg.