Nytaars-Morgenen
Helliget
Helliget
Johan-Clemens Tode.
Johan-Clemens Tode.
Heil Allen, denen Heil gebricht!
Heil sey dem ganzen Staate!
Uz.
Mørk Aarets første Morgenstund fremsteeg,
dens Budskab var: en Rad af Uvejrs Dage.
I frosne Siv kun enkelt Vildand skreeg,
og huult fra Kirkens Taarn lod Uglens Klage.
Bag sorte Sky sank bleegguul Maane ned,
og, af sin Sejer stolt, sig Skyen hæved:
op over Himlen frygtelig den gleed,
hver Stierne svandt, hver eensom Vandrer bæved.
En sydlig Storm i Dynger Sneen jog,
og vante Hiem blev skiult for Fuglens Øje,
og Væxten Træets Green mod Jorden slog,
og Dalen reisde sig blandt sine Høje.
Hiem Fisker Anders gik fra Havets Bred.
Han havde hørt de Stød af barske Vinde,
og iilde flux ad taaget Strand afsted,
for svage Baad til eegstærk Pæl at binde.
Med Løgten, vendt for Stormen mod sit Bryst,
han kom til Lejet. Knud var alt i Klæder,
og alt ved Lampens Skin med højen Røst
i tause Hiem sin Morgenpsalme qvæder.
”Ej!” — Anders tænkde — ”Vejret har Du hørt
”og vil til Stranden. Det kan ikke nytte!
”til sikker Pæl jeg alt Din Baad har ført.”
Og sagte banker han paa Vennens Hytte.
Knud.
Hvad? alt saa tidligt? Nabo! det er Dig!
Anders.
God Morgen, Knud! Nu kan Du blive hiemme.
Hver Baad paa Lejet pælet er ved mig!
Naar Stormen truer, sligt man ej maae glemme.
Knud.
Tak, Anders! Tak! Du bliver altid tro
og Aar for Aar den Samme! Gud Dig skiænke
Held til Din Gierning og et Sind, saa fro
som Du kan ønske det, og jeg det tænke!
Anders.
Iligemaade, Knud! Gid dette Aar
Din Hytte, som Din Fangst, velsignet blive!
Din fromme Qvinde vogte Gud i Vaar,
naar hun sin Knud den første Søn skal give!
Knud.
Tak, gamle Fader! . . . . Stormen larmer ret.
Hør! hvor det hviner!
Anders.
Ja! Gud styrer Tiden.
Tro mig, min Søn! jeg glemmer ikke let
den Nytaarsdag for femten Vintre siden.
Knud.
Hvad hændtes da?
Anders.
Den halve Nat man saae
ej mindste Damp i Sønden eller Norden,
og just, som Aar gik ind, blev Himlen graa.
Fælt Stormen lød, saa buldrende som Torden,
og tætte Sneesfog skiulde Mark og Vej.
Gud denne Gang det til det bedre vende!
men Hytte fandtes da paa Lejet ej,
som jo leed bitter Sorg før Aarets Ende. —
Du smiiler, Knud! Du troor vel, det er Digt
og overtroisk Drøm i gamle Hierne?
Knud.
Nej! være langt fra mig, at mene sligt!
Jeg kiender Dig, og derfor troer jeg gierne,
at den Gang, som Du siger, mødte det.
Selv var jeg femten Aar og alting mindes
grandt som i Dag.
Anders.
Nu! har jeg ikke Ret?
Knud.
Saa har Du. Men, sligt een Gang rigtigt findes,
naar tyve Gange det slaaer aldrig ind.
Hør, Nabo! lad os vandre lidt tilbage!
Det vil berolige Dit bange Sind,
at veje her de nys henrundne Dage.
Lad eet af Lejets Aar gaae stille frem
forbi vor Siel! hvad Aar Du Selv udkaarer.
Vi lære, gik end vi fra Hiem til Hiem,
at Sorg er nær ved Fryd og Smiil ved Taarer.
Nu! hvilket Aar?
Anders.
Ih vel! det sidste, Knud!
Knud.
Tilgiv mig! men — jeg saare maae Dit Hierte,
Du mistede Din Søn!
Anders.
Ja, milde Gud!
Det var en stor, en heelt uventet Smerte!
Den gode Dreng! Han var i Gierning tro,
og flink i Leeg. Han eene kunde trække
det Vod, som nu knap drages kan af To,
og eene roede tidt vor største Snekke.
Min Villie han i mit Øje saae
og aldrig, uden den, eet Skridt har vovet!
For Oldingen han maatte heden gaae . . .
dog! Herren gav, og tog, han være lovet!
Kun give Gud, at ingen gammel Mand
i dette Aar saa mister Alders Støtte!
Knud.
Men Du vel og den Glæde mindes kan,
da Du Din Datter saae fra Dig at flytte?
da kiække Svend hun rakde trofast Haand?
da vi hang Grønt paa Brudehusets Vægge?
og da vor Præst med sanddru Fader-Aand
ved Altrets Fod velsignede dem begge?
Anders.
Da græd jeg og, men — Herre Gud! af Fryd!
Knud.
Gid Hver, hvis Fader-Graad i Aar skal rinde
for elsket Søn, maae see sin Datters Dyd
saa vel belønnet!
Anders.
Han skal glad forvinde
de første Dages Sorg!
Knud.
Nu, Nabo! siig . . . .
dog — jeg vil først. Du veed min Hytte brændte.
Slet intet og dog alt blev frelst for mig:
min Trine frelsdes. Ingen Udvej kiendte
mit Øje meer. Med sønderknuset Mod
jeg Daare saae, som Oldinger os vandre
ved Sønne Haand, med Stav for matte Fod,
til Hvermands Dør og betle for hverandre.
Anders.
Ja! Du har Ret. Det maatte man jo tro!
Den milde Gud i Aar Enhver beskytte!
Gid Ingen, skrækket vakt af natlig Ro,
som Luers Rov maae see sit Slot! sin Hytte!
Knud.
Men ærlig trak i Høst hver Nabo her
for mig en Sildedræt med Broder-Næver,
Med tabte Huus det ny har trefold Værd,
og, uden Giæld, for ingen Mand jeg bæver.
Ham, som i Aar skal friste Skiebnens Harm,
ham lade Gud den Trøst mod Uheld vinde:
at han i Nabohaand og Nabobarm
maae Broderhielp eg Broderlindring finde! . . .
Nu! mindes Du den gamle Peders Kaar?
Han syg kom hiem, var rørt paa højre Side.
Anders.
Vel sandt! Vel sandt! Frie Gud i dette Aar
hver Mand for sligt!
Knud.
Du saae ham, Anders! lide,
og Du har seet ham karsk. Hvor venneblid
var ej hans Tale, naar ved Vintergilde
han spøgde, sang, og loe til Midnatstid
og aldrig først fra Julestuen vilde!
Husk dog, hvor han i Nød stod klippefast,
naar Himlen sortnedes omkring vort Øje
og Aaren, svag som Rør mod Bølgen, brast!
Han smiilde kun, og glemt var frugtløs Møje.
Og han . . .
Anders.
Ja! han, den Stærke! fældet blev!
Knud.
Men — med det Sind, der rund gav Andre Glæde,
ved munter Taal sit Onde han bortdrev,
og end skal tidt iblandt os tage Sæde.
Anders.
Gud høre det!
Knud.
Og give Hver, der syg
skal langsom Times Slag om Natten tælle,
at, ved et velført Liv, som Peder, tryg,
han snart sin Sundheds Fiende stærk maae fælde! —
Tænk, Anders! nu paa Hans!
Anders.
Ja! der svandt hen
som Skyggen selv, var gustne Gienfærds Lige,
og der dog blev, som Rosen, skiøn igien,
da vrantne Fader bød: ”saa tag den Pige!”
Ja! Du har Ret!
Knud.
Seer Du? — — Forbyde Gud,
at nogen Mand i Aar en Søn vil nægte,
at favne selvvalgt Mø som kielen Brud!
Anders.
Ret! Kun sin Hjertenskier Enhver bør ægte. —
Knud! Oldingen har tabt, og nu med Dig,
at Fryd paa Kummer følger, glad han sander:
Ad Fremtids Vej det tidt skal trøste mig:
at til vort Gavn Gud viiseligt dem blander!
Da jeg var Barn, da slog man trygge Liid
til Luft og Ild, til Landjord som til Bølgen.
Man forsked efter Tegn for skiulte Tid,
man søgde Fred, og Ufred kun blev Følgen.
Din Fader sindrig har, min egen Knud!
Dig skiænket kostbar Arv i sanddru Lære.
Du styrket har mit Mod — Dig signe Gud!
og selv min Tak jeg skal Din Gamle bære!
I Dag han dobbelt Offer vente kan.
Og, naar jeg rækker det, saa vil jeg sige:
”der, Søren Degn! Du est en oplyst Mand!” —
Men, Dagen, synes mig, begynder stige.
Afsted jeg maae. Snart lyder Klokken vel,
og vi til Kirke skal i Høitids-Klæder.
Farvel, min Knud! Trindt om Din Hytte Held!
Fred i Dit Bryst! og alt, hvad Hiertet glæder!
Knud.
Tak! ærlig Tak! — — — See! Vejret gik forbi,
som Frygten svandt hos Dig for Tegn om Tiden.
Guds klare Soel nu straaler reen og fri.
Saa var det ej for femten Vintre siden!
Anders.
Ej, Nabo! tys! — See hist fra skiulte Tag
mod Himlen Røgen som en Støtte svæver.
Saa for den gandske Jord min Siel i Dag
til Gud i stille Bøn ubrudt sig hæver.
Huld give han i Aar os Landefred!
Knud.
Og Fred i Herreborg!
Anders.
Og Fred i Hytte!
Knud.
Han sende frugtbar Regn i Vaaren ned!
Anders.
Og gyldne Vipper han i Høst beskytte!
Knud.
Hver Fisker Held!
Anders.
Og Held hver ærlig Stand,
hvor i sit Ansigts Sveed man Brød vil tiene!
Knud.
Den Givte Held!
Anders.
Og Held den arme Mand,
der vandrer Livets Vej saa tungt, saa eene!
Knud.
Den Rige Brodersind!
Anders.
Hver Fattig Brød,
og Huusly mod de bittre Vinterdage!
Knud.
Gid, Aar! til Lindring i saa Manges Nød
fra skiændigt Skiul hver Gniers Guld Du drage!
Anders.
Jag ødsel Pragt fra vore Grændser ud!
og lad os kappes kun i Held at fremme!
Knud.
Giv unge Mand til Qvinde fæstet Brud!
Anders.
Og mødig Olding Fred i Dødens Giemme!
Knud.
Blid, som min Haand Dig rækkes her af mig,
hver til Forliig sin Uven Haanden byde!
Anders.
Det høre Gud! —
Og nu! Farvel jeg ønsker Dig!
I Herrens Huus vor Bøn skal atter lyde.
Knud.
Glem aldrig, Gamle! at hver Dag, hvert Aar
vor Skiebne hviler tryg i Herrens Hænder!
Vær sønlig fro, skiøndt alt kun Uvejr spaaer!
En venlig Aften Tordendagen ender.
* * *
O Tode! der med aldrig udtømt Aand
fra Pindi Top nedsendte Spøg og Glæde!
Dig Dødens Forbud slog med grusom Haand,
og tomt paa Bierget stod Dit Herresæde.
Hver Nerve leed; men Ro var i Din Siel,
og, taug Din Læbe, smiilde dog Dit Øje.
Det Haab: at Himlen vil kun Støvets Vel,
nu lønner Dig for Smerte, Kamp og Møje.
Thalias Yndling! og Hygeas Ven!
Apoll maae Dig jo dobbelt Fader blive.
Som Skiald og Læge tidt, ja! snart igien
De Sunde Fryd, de Syge Liv Du give!
F. Høegh Guldberg.