Victor Christian Hjort (1765–1818)

Undselig træder Dalmer frem igien

Og taler nu i eget Navn som Ven.

    Nys saae I her i Hymens Rosenkiede

Et Billede paa ædel Faderglæde;

Men selv, naar Skuepladsen svinder hen,

Har huslig Fryd i denne Kreds sit Stæde.

    I Dag, som Søn og Mand, jeg dvæler

I Hymens stille Lund — med festlig Siel —

Hist troner han den blide Huslighedens Gud.

    Hvo kan forkynde værdig nok hans Hæder?

Hvo tæller eller nævner vel de Glæder,

Som han saa rundeligen deler ud?

At han til varig Gavndaad leder

Og end i Hytten giør den Elskende tilfreds;

At han i Modgang salig Trøst bereder;

At han fremtryller navnløst Held

For hver, som ved hans Alter knæler

Med Sands for Venskabs Fred

Og hellig Agt for stille Glæder:

Det føler hver en Barm i denne Kreds.

    O! seer da venlig paa den simple Pryd,

som barnlig Kierlighed frembaaret har

Til Tak og Hæder for det ædle Par,

Hvis Navne her i Hymens Forgaard brænde, —

Og, Venner! nyder saa med huldrig Siel

Vor virkelige Bryllupsfryd, —

Og hylder Ønskerne, som vi med Jubellyd

Til Huslighedens Gud opsende

For disse Godes Held!