Hedevig
(Efter Voß, til Schulz’s Melodie.)
(Efter Voß, til Schulz’s Melodie.)
Hvor Egen løvfuld Arm udbreder
Ved sivbegroet Aa,
Sad Hedevig i hvide Klæder,
Og bandt de Strømper smaa;
Hun bandt og sang saa hierteglad,
Saa himmelsksødt, jeg veed ei hvad.
Jeg gik til Aaen hen at mede;
Det var saa kier en Gang.
Bag Heslen hørte jeg med Glæde
Den skiønne Nabo sang.
Ved Træet lod jeg Anglen staae
For til den favre Glut at gaae.
Saa eene her, du gode Pige!
Maa jeg forstyrre dig?
„O gierne! det vil intet sige,
„Du ei forstyrrer mig.
„Jeg ledte efter Tyttebær,
„Men Heden var mig til Besvær.„
Saa tækkelig hun ad mig smilte;
Jeg tabte alt mit Mod.
Jeg sad, og ved min Side hvilte
Den Skiønnes pæne Fod.
Den mellem Græs og Blomster laae
Jeg halv den nette Svikkel saae.
Vi zittrede som Espeblade,
Og vidste ei, hvorfor.
Og tidt begyndte vi saa glade,
Men mangled’ hastig Ord.
Og lyttede paa Fuglens Sang,
Som fra de næste Buske klang.
Tilsidst jeg dristig Spøg begynder,
Fra Skiødet Tenen tog;
Men tappert hun den grebne Synder
Med Strikkepinden slog,
Og truer strengt at blive vred,
Om jeg med Skielmerie blev ved.
O! see, hvor Solen venlig smiler
Igiennem Løvet frem.
Og paa din Kind og Læbe hviler,
Med Purpur maler dem!
Som Aftenrødt paa stille Søe,
Saa er dit Aasyn, vakre Møe!
Hun smiler, hendes Barm sig hæver,
Og bly hun skuer ned,
Og paa de skiønne Læber bæver
Et kielent Suk derved.
Jeg nærmer mig og uden Ord
Vor Mund hinanden Troskab svor.