Mit Væsen var som en Violin,
fra hvilken der strømmed et Væld af Toner.
Men saa blev jeg gift: med én ... og med to ...
... med et Hærtog af saakaldte „Koner“.
Mit Væsen var som en Violin,
paa hvilken Enhver kunde spille.
Men saa fandt jeg „Venner“: først én ... og saa to ...
saa en Flok ... og mit Væsen blev stille.
Da mit Væsen var som en Violin,
da betragtede Kvinderne mig som en Vin,
de bestandigt ønsked at drikke.
Da Strengene brast, og Tonerne svandt —
— de Kvinder kendte mig ikke.
Da „Vennerne“ troed’: „Nu giver han op,
nu ender hans Spil i klagende Moll“ —
saa gav de mig Pokker og haaned mig bravt
og ønsked mig Fanden ivold.
Men de véd ej de Kvinder, de véd ej de „Mænd“,
der kaldte sig Elskerinde og Ven,
at Violinen blev helet igen.
Mit Instrument har endnu en Streng,
som ikkun i Døden kan briste:
mit Væsen vil spille ... og sent — aa, saa sent!
skal Violinen sin Tone miste.