Har aldrig Du ligget en Sommernatsstund,
naar Landet omkring Dig var sænket i Blund,
naar Taagerne bobled af Engenes Grund
og sletted de slumrende Skove,
naar Flagermus hvirvled i sælsomste Leg
og kløvede Taagen, som drømmelet steg,
naar Himlen var diset og Søen bleg
og tavs, uden Krus eller Vove?
Har aldrig Du aandet en Juninats Fred,
naar Sivene hvisked ved Skovsøens Bred,
saa dæmpet som spirende Kærlighed
— som Sang fra fjerneste Strande?
Har aldrig Du ligget med længselssygt Sind
indfiltret i flyvende Sommernatsspind,
mens Duggen gled over din varme Kind
og over din hvide Pande?
Har aldrig Du ligget med bankende Bryst,
i Længsel mod Elskovs brusende Lyst,
og troet at høre en skælvende Røst,
der lokked fra Taagerne inde?
Har aldrig Du følt som en isnende Strøm
om Hjærtet, naar Stemmen blev dragende øm?
— Er aldrig din Længsel da endt i Drøm,
saa dejlig som ingen Sinde?
Og er Du saa vaagnet et flimrende Gry,
naar Solen gød Guld over Østhimlens Sky,
med Lemmer saa kolde og tunge som Bly
og Tankerne borte i Drømme —
vaagnet saa svag, uden Kræfter til Daad,
med Længsler, som stille blev smeltet i Graad,
imedens Du styrede Mindets Baad
ad Savnets sugende Strømme?
Og har Du saa vandret en Morgenstund hjem,
over glimtende Dug ad Skovveje frem,
og følt Dig forfulgt — ja, af hvad eller hvem?
— der er ingen omkring Dig at øjne. —
Dog ved Du, der er noget stærkt, noget stygt,
som Juninats- Længsler og —Drømme har bygt
— og i Dig vaagner en sælsom Frygt,
at Haabet, Du nærer, er dødsenssygt,
er fostret af Nætternes Løgne. — —
Du naar dit Hjem som en Fattigmand
— hvad er det, der fra Dig er listet?
Du kommer tilbage fra Drømmenes Land,
fra Sommernat og fra Længselsbrand
— hvad er det, Du dér har mistet?
Du træder ind ad din lave Dør
med Savnet i Sjælen ristet,
Du føler Dig kraftløs som aldrig før
— Du føler, dit Haab er bristet. — —