Det flade Land er svøbt i hvide Taager,
mens Dagens første Time langsomt fødes.
Langs Strandens bløde Bølgelinie mødes
de hvide, slanke, vingelette Maager.
I Havets dybe, taareblanke Øje
det blege Himmelhvælv sin Storhed spejler,
og i det slebne Spejl en enlig Sejler
usynligt glider mod sit Hjemlands Høje.
Bag blaagraa Skyers kuppelrunde Rande
siver det første Dagskærs gyldne Strømme
og kysser Nattens spæde, lyse Drømme
bort fra den brødefulde Verdens Pande.
I rastløs Skælven blinker Havets Rude,
og fjernt i Syd, hvor Disen florlet driver,
en Dampers sorte Røg paa Himlen skriver
sin Hilsen fra det fremmede derude.
Mens Østens tunge, blaagraa Banker brænde,
og Guldstøv dækker alle Skyers Sømme,
kløver det stærke Jærnbryst Dybets Strømme
og svømmer ind i Drogdens smalle Rende.
De hvide Taager løftes, Hav og Lande
hinandens endeløse Storhed maaler
— mens Solen aander sine varme Straaler
over den brødefulde Verdens Pande.