Carl Hjernø (1871–1913)

Som en lille Stat i Staten

flokkes Hospitalets Huse

under gamle Træ’r, som suse

i den graa Septemberaften.

Langs dets trende Sider løber

hvidligt-gyldne Lygterader,

medens Kirken som en Fader

staar paa Vagt i Vest ved Torvet.

Denne „Stat“ har éngang gjort mig

rig, som ej mit Land det evned —

hvorhen jeg i Verden stevned,

fløj dog did min Tak tilbage. —

Længe laa min lille Datter

i det trange Telt derinde,

plejet af en sjælsgod Kvinde,

tilset af en kærlig Læge.

Angstfuld kom jeg daglig, spurgte

— og gik atter angstfuld hjemad ....

men saa gik med ét det fremad:

„Et Guds Under!“ — smaaløj Lægen.

Og en Morgen — i September —

hented jeg mit Barn derinde ....

dette er det største Minde,

Livet gav mig med paa Rejsen. —

Derfor har jeg valgt min Bolig

nær ved Hospitalets Have —

i Erindring om dets Gave:

Barnet, som for mig var Verden.

Med en Tak for hendes Frelse

hilser jeg dets lave Huse —

mens de gamle Træer suse

i den graa Septemberaften.