Hun kommer hver Aften — ved Solnedgangstid
og henter fra Marken derovre sit Kid:
en lille Ged, som er skinnende hvid.
Hun har i sit Følge en brunplettet Hund,
der sætter i Løb og bruger Mund,
saa Fuglene flygter fra Reden en Stund
og svirrer ind i den skumrende Lund.
Naar Trætøjrepælen er draget op
— et Herkulesslid, der faar En til at le! —
saa følges de hjemad igen alle Tre:
Hunden forrest, saa Kidet, saa Hun ... i Galop.
I Galop mod det lille, hvidmalte Hjem,
hvor Døren gæstfrit er aabnet paa Klem,
og hvor Aftensmaaltidet venter dem.
Paa Trappen staar „Fa’r“ — aa, saa smilende-bred —:
de Tre er det bedste i Verden, han véd ....
Hvilket Billed paa landlig Solnedgangsfred,
paa Lykke, paa trofast Kærlighed,
paa Ungdom, paa barnlig Uskyldighed —
hvilken Skønhed midt i vor raadne Tid —
— denne Fa’r, dette Barn med sin Hund og sit Kid!