Carl Hjernø (1871–1913)

Det suser tungt i Danmarks store Skove

i denne Nat,

fordi du nu har lagt dig til at sove —

— det gyser stille i hvert mindste Krat.

Hver Skovens Stamme bøjer sig mod Jord,

hver Gren, hver Kvist, er svøbt i Sørgeflor,

men Egen, der er Skovens ældste Krone

— som du det var —

den høres over alle andre klage

i molldyb Tone:

alt godt og stærkt, som i Naturen bor,

det kalder dig med Smerteraab tilbage —

du, Danmarks Konge!

Drot i et Land, hvor lyse Skove gror.

Det bruser tungt i Folkets store Bølge

i denne Stund,

fordi nu ogsaa du gav Døden Følge —

— i Smerte lukt er viden om hver Mund.

Hvert Sind, hver Tanke, bøjer sig mod Jord,

hvert Hjerte svøber sig i Sørgeflor,

og Sukket stiger fra dit Folk i Kor

— det høres som en alfar, langsvejs Klage —:

„Alt godt og varmt, som inderst i os bor,

det kalder dig med Smerteraab tilbage!“ —

Aa, Danmarks Konge!

som skrev med Adelsblod dit Riges Love ...

... nu bli’r der stille trindt i Danmarks Skove.