Der er gyldent Skilt over Kroens Dør —
— og Kroværten selv er i gyldent Humør.
Han henter af Vægskabets Helligdags-Gjem
sin ældgamle, „ægte“ Genever frem.
Paa Bordet staar dampende Vand i en Dunk,
der har Form som en mavefør, lattermild Munk.
Men Kroværten selv har en helt anden Form:
han er slank som en Yachtmast i trerebet Storm,
og der staar af hans Væsen saa herligt et „Vejr“,
at du føler dig frisk, naar han kommer dig nær.
Og er gin-Groggen lavet — og lavet tilpas! —
saa henter han tusind Ting op af sit Glas:
de særeste Eventyr, Nogen har drømt ...
... han „digter“ lidt stærkt — men han digter saa ømt.
Han krydser sig ind i dit lyttende Sind,
som en fuldrigget Sejler, der gaar bi de Wind.
Og inden du rigtig faar tænkt dig om,
er Dunken — nej, Munken! — og gin-Flasken tom.
Men da har du ogsaa fartet omkring
og oplevet hartad mærkværdige Ting:
Han har lokket dig med sig fra Pol og til Pol,
fra Ørken til Fjeld, fra Lian til Viol,
har hentet af Mindernes Helligdags-Gjem
de herligste Langfarts-Historier frem,
har ganske forhekset dit Landkrabbe-Sind —
— har lært dig, at Livet har Eventyr-Skin.
Hans „ægte“ Genever er anerkendt god —
— hans Sprog er en foraarskaad Eventyr-Flod. — —
Der er gyldent Skilt over Kroens Dør ...
— et gyldent Symbol paa Værtens Humør.