Nu sidder du dér og er trodsig igen,
med et Sind som et oprørt Hav,
fordi jeg ej straks som en lydig Hund
vilde logre og bøje af.
Et fejlvalgt Ord, af min Mistro født —
og med ét blev du stejl som en Mur ....
og ødelagt er, som saa ofte før,
ogsaa denne Helligdagstur.
Den begyndte i Sol. — Og hvor var jeg dog glad
Og hvor var du dog ungpigekaad! —
Nu sidder vi tavse: to trodsige Børn,
hvis Hjerter er fulde af Graad.
Vi kørte her ud for at sanke Løv,
dets Vissenhed blev et Symbol:
vore Hjerteblade, som Skovens Dragt,
maa visne af Mangel paa Sol. — — —
Det mørkner ud over Furesø,
hvis Bølger er faldne til Ro.
Det mørkner i os, men Aftenens Fred
— den har ikke Bud til os To.