Du tindrer af Ungdom, Du flammer af Livsmod
Du dufter af Daarskab og lyser af Letsind,
Du leger Tagfat med de stærkeste Viljer,
der trodser din egen: — som knækkede Liljer
staar vi igen, vi besejrede Stakler.
Men henover Valpladsen lyder din Latter
og flammer dit Øjepars kulsorte Fakler —
— Du, Pans og Psykes dristige Datter!
Du er som en brusende Melodi,
som et Greb i guldtvundne Strenge,
der dirrende toner forbi.
Du er som en Sang over Dagenes Flod,
som et Raab gennem Ensomheden —
Ekkoets Lydbølge dønner mig mod
som en Hymne fra selveste Eden.
Alene dit Navn — Marion!
Det lyder for mig som en Nordenvinds Slag
en stormoprevet Novemberdag
paa Naturens Kæmpe-Gongon ...
... Marion! Marion! Marion!
Betagen selv af det dejlige Liv,
der hidser din Hu, betager Du mig.
Dér, hvor Du gaar, dér følger jeg,
thi dér, hvor Du vil, dér maa jeg vandre,
— jeg ikke stærkere end de andre.
Du er som et dunkeldybt Sensommer-Hvælv,
Stjernen, som bæver deri ... er mig selv!