Jeg splintrer dit Liv, jeg véd det saa godt,
jeg giver Dig mit til Gengæld.
Tag det, vær mod det, hvorlunde Du vil:
det jubler Dig mod, det strømmer Dig til,
det strømmer Dig til og jubler Dig mod,
mit dejlige Liv — vær mig god!
Jeg røver din Fred, det véd jeg saa godt,
saa røve Du min til Gengæld.
Alle de Drømme, mit Hjærte har drømt,
alt, hvad jeg ejer af ungt og ømt,
det strømmer Dig til, det jubler Dig mod,
mens jeg tigger om ét: — vær mig god:
Vær mig saa god, som Du være det kan,
døm ikke ud fra det skete.
Vi var som to Klinger af drevet Staal,
der pegede frem mod et fælles Maal,
men Klinger kan krydses, en Dag flød der Blod,
vi fik Rifter og Saar — vær mig god!
Ja, tag Du mit Liv — det hører Dig til.
Hver Tanke, som det har rummet,
hver Angst, hver Længsel, hver Draabe af Liv,
jeg ejer, er din — Du, knækkede Siv!
Alt strømmer Dig til, alt jubler Dig mod —
— aa, Du Vidunderbarn! — vær mig god!
Jeg har splintret dit Liv, som en Krapsø et Vrag,
men jeg bærer Dig ind over Revlernes Brag,
over Dagenes stinkende, klagende Flod —
— naar blot Du vil være mig god!