Vilhelm Helt (1652–1724)

Hvad siges kand er sagt, hvad skrives kand, er skrevet,

At sige noget Nyt, er nu for silde blevet,

          Ved nogle Tusend Aar; den Sag er meer end klar,

          Mand faar at sanke Ar, hvor andre høstet har.

Det er nu hvad det er, enhver vel seer og hører,

At jeg en andens Gods mig her til Nytte fører,

          Jeg har det af hans Boe dog ikke staalet ud,

          Og ført det baglends ud, som Cacus staal sin Stud.

Nej! hvert et Fied jeg giør, er meget læt at kiende,

Jeg mig en andens Gods ej agter at tilvende,

          Men kommer end den Mand og vil borttage sit,

          Saa bliver Sprog, og Riim, og meer dertil, dog mit.

Det er maaskee kun slet, thi det er kun en Prøve,

Een Lære-Klud, hvorpaa jeg mig har villet øve;

          Men vandt jeg ikke meer, i det jeg dette skrev,

          Jeg i det mindste dog min Tid dermed fordrev.