Cremes.
Skiøndt vort Bekiendtskab nyelig sluttet blev,
da her i Naboeegnen du dig kiøbte
en landlig Eiendom — thi videre
Forbindelse ei mellem os har Sted —
saa byder dog din fromme Ærlighed
og Naboeskabet — første Grund til Venskab —
at jeg frimodigen og uden Omsvøb
paaminder dig: du synes mig at tage
dig Verden alt for nær, ja mere nær,
end du behøver, og din Alder taaler.
Ja! jeg besværger dig ved alle Guder!
hvad tænker du vel paa? hvad er din Hensigt?
de tredsindstyve Aar tilbagelagte,
og maaskee flere, som jeg tør formode,
og saa en Eiendom, som i Værdie
og Godhed ingen anden giver efter!
og mange Huusfolk til at dyrke Jorden!
Og dog — som var du ene uden Hielp —
du deres Dont paa dine Skuldre lægger! —
Ved Solens Opgang, naar jeg vandrer ud,
ved Solens Nedgang, naar jeg vender hiem,
man paa din Ager sysselsat dig finder,
med Gravning, Pløining og med Trællearbeid;
og aldrig du dig Hvile tager, aldrig
betænker, hvad dog selv du skylder dig. —
Vel sandt, jeg veed, du ingen Glæde finder
heri; det ærgrer dig, at see, hvorledes
de dovne Knægte stiele Dagen bort,
men hvis de Timer, dem du saa hentræller
du vilde nytte til, paa Fingrene
at see dem, stedse holde dem i Aande,
du kom langt videre.
Menedemus.
Har du ei andet
at tage vare, at du saa kan bryde
dit Hoved med de Ting, dig ikke angaae.
Cremes.
Jeg er et Menneske, og derfor føler
jeg og som Menneske. — Du mig betragte
nu enten som din Lærer, eller som
din Lærling, der hos dig Oplysning søger!
at hvis du handler ret, jeg da af dig
Exempel tage kan; at hvis du feiler,
paa andre Tanker du da bringes maae!
Menedemus.
Sligt Liv at føre bedst nu tiener mig
see til det ei for dig nødvendigt bliver.
Cremes.
Siig, hvilket Menneske det gavnligt er
sig selv at martre, plage?
Menedemus.
Jo, for mig!
Cremes.
O hvis Bekymringer dit Hierte trykke,
jeg dig beklager! Hvilket Vanheld giorde
dig mod dig selv saa haard, saa hadesfuld?
Menedemus.
Ach!
Cremes.
Hold dog inde med din Graad! hvad end
det monne være, du mig Alt fortælle!
du intet dølge, sæt Undseelse
tilside, og betroe mig hele Sagen!
ved Trøst, ved gode Raad, ved virksom Bistand
maaskee dog nogen Hielp jeg bringe kan.
Menedemus.
Du vil da alting vide?
Cremes.
Ja! og Grunden
jeg alt har sagt.
Menedemus.
Velan! saa hør nu da!
Cremes.
Men Spaden midlertid du sætte bort!
og hvile dig!
Menedemus.
Nei! ingen — ingenlunde.
Cremes.
Men uafbrudt og idelig at trælle!
Menedemus.
Du mig tillade, ledig ei at staae!
Cremes.
Nei, dette jeg dig ei indrømme kan.
Menedemus (sætter Spaden bort.)
Du heel ubillig mod mig er.
Cremes.
Hvor tung
er denne Spade!
Menedemus.
Som min Byrde svar.
Cremes.
Nu tal!
Menedemus.
Jeg har en Søn, en Yngling, kun
den eneste; — men ach jeg siger: har,
jeg havde ham, thi om han lever, eller
om han er død, det uvist er.
Cremes.
Hvorledes!
Menedemus.
Du høre! fra Corinth her til Athenen
en fattig aldrende Matrone kom;
i hendes Datter rasende forelsket
min Søn han bliver, som en Huustroe kier
han hende faaer, og hemmeligt og skiult
man holder det, indtil omsider jeg
faaer Nys herom. — Nu jeg, ei blid og kierlig,
ei, som et saaret Hierte burde mindes,
ham mindede; paa Fædres gamle Viis
jeg dagligen ham overfusede
med haarde Ord: „Saalænge der er Liv
„i mig, du ikke vente maa, saaledes
„dit Spil at drive med en fremmed Pige;
„at elske hende, som en ægte Huustroe;
„du kiender ei min Vrede! Feil du tager,
„hvis du indbilder dig, Sligt længere
„skal finde Sted! dig for min Søn erkiende
„jeg vil, naar du dig ei fornedrer selv!
„hvis ei, jeg nok skal vide Tingen ret
„at gribe an. — Kun Lediggang er Skyld
„i den Forlibelse; da paa din Alder
„jeg var, paa Elskov pønsede jeg ei.
„Nei! Fattigdom mig drev at drage hen
„til Asien, hvor jeg med krigersk Ære
„erholdt og det, som got i Pungen fylder.“
Omsider Sagen denne Vending tog:
Ved idelig at høre samme Vise
han overvundet blev; han fandt, min Alder
paa Klogskab havde Krav; at Faderhiertet
saae mere grant end han, hvad tienligt var;
og nu til Asien han drog, i Krigen
at slaae for Kongen.
Cremes.
O hvad hører jeg!
Menedemus.
Mig uafvidende han os forlod,
i trende Maaneder jeg savner ham!
Cremes.
Hos begge findes Skyld; men Handlingen
dog bære Vidne om hans bløde Hierte,
og om et Mod, som meget, meget lover!
Menedemus.
Da jeg af hans Fortroelige nu sligt
erfarer, sorrigfuld, jeg vandrer hiem;
og min Bekymring giør mig halv forvirret;
jeg veed ei selv, hvad først jeg griber til;
jeg ned mig sætter, mine Slaver springe
nu frem for mine Skoe at trække af;
og andre seer jeg ile hen, for Sengen
at lave til; og andre for at ordne
mit Aftensmaaltid; og enhver bestræber
sig for at lindre, hvor han kan, min Sorg. —
Jeg dette seer; i Tanker rinder mig:
Hvor mangen Haand dog her geskieftig er,
og blot for ene mig at varte op!
saa mange Piger for mig sye og spinde;
og jeg, for min Person, saa meget øder,
mens han, den eneste, min Søn, som burde
og heraf nyde got, ja meer! hvis Alder
har større Krav paa slige Nydelser,
er jaget bort ved uretfærdig Strænghed; —
o hvis jeg længer førte dette Liv,
da var jeg værd, alt Ondt mig skulde ramme!
saalænge han, landflygtig, trængende,
ved min Fornærmelse, omvanker, jeg
ham hævne skal ved Straffen paa mig selv. —
Saaledes jeg fra Huset alting flytter,
ei Boeskab, Klæder, der tilbagebliver;
jeg sammenskraber baade løst og fast;
ja mine Slaver og Slavinder bydes
tilfals, jeg sælger dem, kun de, som selv
fortiene Føden kan ved Jordens Dyrkning,
hos mig tilbageblive; Mine Huse
beklines med Auctions Plakater, og
jeg mange tusind’ Daler løser ind. —
Nu kiøbte jeg mig denne Eiendom
for her at trælle, thi saaledes tænker
jeg mindre uretfærdigen at handle
imod min Søn, og ingen Glæde bør
jeg selv mig tilstaae, førend han tilbage
er kommen, og med mig den dele kan.
Cremes.
Med ømme Faderhierte elsker du
din Søn, og lydig han dig blevet var,
hvis ei for streng, og ei for føielig
du ham behandlet havde; men han dig
ei kiendte, du ei ham. Saa gaaer det, hvor
Opdragelsen ei drives, som den bør. —
Han aldrig mærkede dig af, hvor høit
du elsker ham, og derfor dulgte han
for dig, hvad Fædrene dog bør betroes;
og derfor er du nu ulykkelig. —
Menedemus.
Du taler Sandhed! skyldig jeg mig føler.
Cremes.
Jeg haaber, inden føie Tid at see
Din Søn, i god Behold, med dig at samles.
Menedemus.
I Guder lad dog dette skee!
Cremes.
Det skeer!
Men da vi Bacchi Fest nu hellig holde,
saa beder jeg, at du min Giæst vil være
i Dag.
Menedemus.
Du mig undskylde maa!
Cremes.
Hvorfor?
Du liden Staansel dog dig selv bør vise,
og end din Søn, skiøndt borte, ønsker det!
Menedemus.
Mig ikke sømmer, den Besværlighed,
jeg ham paafører, selv at ville undflye.
Cremes.
Du din Beslutning da vil blive troe?
Menedemus.
Ja.
Cremes.
Lev da vel!
Menedemus.
Det samme ønskes dig.
Cremes.
Han Taarer mig aftvinger, og jeg ynker
den Stakkel! Men paa Tide er det, jeg
paaminde maa min Naboe Phanias,
at han til Aften spise skal hos mig;
jeg gaaer nu hen, at see, om han er hiemme. —
Den Gang var unødvendig, hiemme alt
hos mig han er, man siger. Giæsterne
paa Værten vente. Jeg nu ind vil gaae!
Hvorledes! Døren knarker! Nogen kommer
til mig herud, og jeg tilsides smutter.