En Scene
af
af
T. Tasso’s Aminta.
T. Tasso’s Aminta.
Dafnis.
Du vil da, fiernet langt fra Elskovs Glæder,
henleve dine unge Aar? og ej
Du nævnes vil med søde Modernavn?
Ej see din ynderige, spæde Afkom
Dig, spøgende, omringe? O Du Daare,
jeg beder Dig, lad slig Beslutning fare!
Silvia.
Lad andre hylde Amors Nydelser
— Hvis eller nogen sand, han yde kan —
Det Liv, jeg fører, mig behager bedst:
Min Tidsfordriv jeg finder ved min Bue
og ved min Piil, og ved, i Flugten ind
at hente Dyret; eller, hvis det modig
mig trodser, da at fælde det til Jorden;
Ja naar kun Skoven ikke mangler Vildt,
og Kaageret forsynet er med Pile,
jeg og ej frygter, mig skal mangle Moerskab.
Dafnis.
En tosset Moerskab! og et smagløst Liv!
Du kjender intet bedre, derfor dette
behager Dig; Den første Jordens Slægt,
af barnlig Svaghed og Eenfoldighed,
og ansaae Vand og Egens Olden for
en herlig Drik og Føde; Nu omstunder,
da Jordens ædle Frugt og Druer kjendes,
er Vand og Olden Dyrets Drik og Føde.
Hvis blot en Tusind-Deel Du smagte af
en elsket Elskers Fryd, maaskee Du da
med Ruelse og Anger vilde sukke:
“Hver Time man foruden Elskov lever,
“er tabt! O min henfarne Tid! som Enke
“jeg mangen ensom Dag og ensom Nat
“forgjeves levet har! til bedre Brug
“(som selv ved Hyppighed i Sødhed voxer)
“jeg kunde have nyttet den” — O Søster
Du Dig betænke dog! For sildig at
fortryde sine Fejl, det nytter ej.
Silvia.
Naar, angrende, Du hører mig gientage
de Ord, Du veed saa herlig at belægge,
da skal og Floden mod dens første Kilde
tilbagevende, Ulven flygte skal
for Lammet; Støveren for bange Hare;
Delphinen tye til Bjergets høje Top,
og Bjørnen ned til Havets dybe Bund.
Dafnis.
Jeg nøje kjender den Gienstridighed.
Som Du nu er, jeg fordum var; saaledes
og mine Ansigtstræk! saa blond mit Haar!
den samme rosenrøde Læbe, og
den samme fyldige og bløde Kind,
med Liliens og Rosens Farve blandet!
Min største Glæde — o den dumme Smag! —
var Fangegarnet ud at spænde; Hilden
med Fuglelim at overstryge; Pilen
at hvæsse; Dyrets Spoer og skjulte Leje
at søge, lede op; Naar stundum da
en Elsker sendte mig begjerligt Smiil,
jeg, fuld af Harme og Undseelse,
ret som en ubehøvlet Bondepige,
slog Øjet ned, min Skjønhed, Ynde, var
mig til Besvær; at være afholdt, elsket,
jeg ansaae for en Brøde, Skam og Skjendsel.
Men hvad formaaede ej Tiden? og
hvor mægtig er en rask og troefast Elsker,
som, ydmyg, mærker paa vort mindste Vink!
og uafladeligen for os sukker!
Jeg maatte give tabt. Beskedenhed
og Graad og Bøn, taalmodig Lydighed,
see her de Vaaben Sejerherren førte!
Jeg nu bebrejdede mig selv min blinde
Eenfoldighed, og, sukkende, jeg sagde:
Modtag o Cynthia, Dit Horn, Din Bue,
jeg Dig, og Dine Pile Afsked giver. —
Saaledes haaber jeg, og Din Aminta
omsider tæmme skal Din barske Vildhed,
og gjøre blødt Dit marmorhaarde Hjerte.
Maaskee han ej er smuk? Maaskee han ej
Dig elsker? eller ingen elsker ham?
Maaskee, af Had til Dig, han sig forstiller?
Maaskee hans Slægt, som Din, ei ædel er?
Jo! hvis Du er Cedippes Datter, han
som kalder Floders store Gud sin Fader,
saa er og han en Søn af hiin Silvan,
som skylder Pan sit Liv; Ej mindre smuk
— du dig beskue Selv i Kildens Speil —
end Du, er Amaryllis; Dog foragter
han hendes kjælne Ømhed, og bestræber
sig for at vinde Dig, som haaner ham.
Sæt nu, det mueligt var — dog gid det aldrig
gaae i Opfyldelse — han i sin Vrede
kan Godhed fatte for den Pige, som
saa høit ham elsker, siig, hvorledes bliver
Du da tilmode? og med hvilke Øjne
Vil Du ham see at være lykkelig
udi en andens Favn, og Dig foragtet?
Silvia.
Med sig og med sin Elskov lad Aminta
kuns handle som ham synes bedst! mig rager
det ej; og naar han blot ej bliver min
(og mod min Villie han det ej kan),
ham eje hvo der vil; og om han end
blev min, jeg hans dog aldrig blive kan.
Dafnis.
Men Grunden til dit Had?
Silvia.
Hans Kierlighed.
Dafnis.
En yndig Fader til en grusom Søn!
Naar saae man vel det tamme Lam at avle
den glubske Tiger, eller Svanen ud
at klække Ravne? Hvis Du ej Dig Selv,
da mig Du skuffe vil!
Silvia.
Hans Kierlighed
min Ærbarhed fornærmer, og han var
mig kjær, saalænge som han vilde, hvad
jeg ville selv.
Dafnis.
Du vil Din egen Skade.
Silvia.
O tie dog stille, eller, hvis Du venter
jeg svare skal, da tael om andre Ting!
Dafnis.
Nej see, hvor trodser ei den unge Moe!
Du i det mindste dog mig svare, hvis
en anden Elsker fremstod, vilde Du,
som denne, ham begegne og modtage?
Silvia.
Ja hver og en, som vilde mig berøve
min Kydskhed, ja enhver, som Du tør kalde
min Elsker, men som er en Fiende.
Dafnis.
Du troer da, Bukken hade kan sin Gied,
Og Tyren Qvien, Duen kjælne Mage?
Og dette blide, ynderige Foraar,
som, muntert smilende, indbyder hvert
et Dyr og hver en Yngling, hver en Pige
til Elskov, bør med Had vanhelliges?
Og ej Du mærker paa, hvorledes alt
sig fryder ved en salig Kierlighed!
see Dueparret, kurrende, at kysses!
see Fuglen, hoppende fra Green til Green,
O hør dens Qviddren os fortælle vil,
dens hele Id er idel, idel Elskov;
tilbage Slangen Giften lader blive
og iler hen til Elskeren; og Tigren,
ja selv den stolte Løve elsker; Du,
langt mere grum end alle vilde Dyr,
ej Amor huse vil i haarde Bryst. —
Dog Tigren, Slangen, Løven føle jo!
Nej selv hvert Træe, hver Plante hylder Elskov.
See kun, hvor Ranken slynger sig om Ranken!
som Elskende, omfavne de hverandre.
See Granen ynder Granen, Bøgen, Bøgen,
For Esken sukker Esken; Egen selv,
som synes os saa knudret og saa plump,
og føler, der er Kraft ved Amors Fakkel,
dens sagte, stille Suk Du skulde høre,
hvis mindste Sands for Kierlighed Du havde.
Og Du vil da for Planten staae tilbage?
Nej sligt et daarligt Forsæt Du forlade!
Silvia.
Velan! naar først jeg hører Planten sukke,
jeg ei uvillig skal til Elskov være.
Dafnis.
Du spøger med et velmeent givet Raad;
Med spodsk Foragt Du leer ad mine Grunde;
og, som Din Døvhed, er Din Blindhed stor.
Men skee Din Villie! Den Tid vil komme,
da, angrende, Du paa mig tænke skal;
da skal Du ej, som nu, til Kilden tye,
Dig der at gotte ved Din store Skjønhed;
Nej! langt fra den Du flygte skal, af Frygt,
den stygge, rynkne Pande der at skue;
Dog ikke dette blot jeg propheterer,
(Sligt er et Onde, som os alle venter);
Men har Du glemt hvad vor Elpin, den vise,
fortalte til den skjønne Likoris?
til Likoris, hvis Øjekast hos ham
formaaede, hvad ej hans Sang hos hende
(thi Amor kjender ej gjensidig Pligt),
og han fortalte det til Tyrsis, Gallo,
som i den Kunst at elske ere Mestre,
han det fortalte i Auroras Grotte,
som har til Overskrift: “O viger langt
herfra Vanhellige!” Den store Mand,
som sang om Vaaben og om Kierlighed,
og, døende, ham lod i Arv sin Lire,
ham havde sagt, at dybt i Jordens Skjød
en sort og rædsom Hule monne findes,
opfyldt med Acherontisk fæle Dunst;
hver utaknemmelig, uskjønsom Pige,
ved smertelige Graad og Mørke, her
en evig Straf for sine Synder lider; —
Her kan Du vente, Plads for Dig beredes,
thi det jo billigt er, at Damp og Røg
udpresse Taarer af det Øje, som
var stedse tørt ved ømme Elskers Suk. —
Men gaae Du kuns Din egen skjeve Gang,
Gjenstridige du er!