Johan Christian Hedegaard (1762–1831)

Jeg, Himlens første Dronning og Gudinde,

Nedstiger, søgende min tabte Søn,

(O Amor, giver Du mig denne Løn!)

O siig, hvor skal jeg dog den Flygtning finde?

Som pludselig i Gaar — jeg kan ei vide,

Om Forsæt, eller Hændelse det var —

Da paa mit Skiød den Spøgende jeg bar,

Hans Pile saarede min venstre Side;

Af Frygt for Straf han Flugten tog,

Og ei jeg veed, hvorhen han drog.

Med ømme Moders ængstelige Hierte

Mit hele Rige giennemsøgte jeg,

Og Martis Sphærer, men jeg fandt ham ei;

Og dybt nedbøiet af min Sorg og Smerte,

Jeg blandt de Dødelige nu nedstiger

Til Jorden, thi jeg troer han har den kier;

At han sit Væsen ofte driver der,

Saaledes, i det mindste, Rygtet siger.

Veed nogen, hvor han skiuler sig,

Han dølge det da ei for mig.

Ei venter jeg, at turde hannem søge

Hos Pigen, som er blot Letsindighed

Og flygtig, skiønt jeg ganske nøie veed,

Om hendes Lokker han vil gierne spøge,

Og stundom flagre om paa hendes Kinder;

At han hos hende ofte banker paa

For ind at smutte og lidt Indpas faae,

Men og jeg veed, han der ei Adgang finder. —

O Nei! det haarde, grumme Bryst

Ei tage kan mod Amors Lyst.

Nei! jeg ham søge vil hos hine fromme

Og ædle, som med aaben, udstrakt Arm

Modtage, huse ham i trofast Barm;

Her haaber jeg paa rette Spoer at komme.

I sige mig, hvor er min Søn, den kiere?

Hvo blot hans Opholdssted kan nævne mig

Det allerbedste Kys kan vente sig,

Og den, som bringer ham, kan vente mere.

Ja her, ved Styx, jeg sværger paa,

Mit Løfte klippefast skal staae.

Men alle tie! Svar vil ingen give!

Maaskee han, ukiendt midt blandt Eder staaer,

Maaskee omkring han uden Vinger gaaer,

Maaskee, for ei opdaget let at blive,

Han Buen, Kaageret og sine Pile

Og al sin Seiersdragt her lagde ned;

Men jeg paa ham saa mange Merker veed,

At jeg skal ikke standse eller hvile,

Før jeg ham faaer beskrevet saa,

At let I ham udfinde maa.

Han gammel er i Trædskhed og i Alder;

Men af hans Ansigtstræk og Lemmer man

Ham for et Barn dog holde, agte kan,

Og aldrig, aldrig, Hvile paa ham falder.

Nu er han hist, nu her; Som Barnet spøger

Han idelig, men Spøgen farlig er;

Nu er han vred og bister, nu man seer,

Han, glad og mild, igien dit Venskab søger.

Er end hans Kind af Taaren vaad,

Med Latter ender sig den Graad. —

Hans gule Lokker sig i Krøller bøie

Og Panden skiule lange tætte Haar;

Men lig Fortuna — hvor den malet staaer —

Hans Isse skaldet er. Du i hans Øie

Den rene Kaadhed læse kan, og lige

Han paa Dig aldrig seer, men skiælende,

Som Tyven og den bange Hælende;

Selv naar han smiler, vil den Falske svige.

Hans Læbe er saa purpurrød,

Og Kinden luer som en Glød.

Den søde Tunge laller idel Smiger

I honningsøde Ord, og, afbrudt, frem

Den skarpe, fine Stemme fører dem.

Med hykkelsk Venlighed han sig indsniger

I Hiertet, og sin List med Masken dækker.

Som fattig Pillegrim, i Ydmyghed

Ærbødig han sit Hoved bøier ned;

Og sine Hænder, bedende, oprækker:

Man ham dog Herberg unde maa,

Ei uden for ham lade staae! —

Han smutter ind, og strax Du seer ham blive

Saa uforskammet, stolt, at ene han

Sig troer berettiget, som Eiermand,

At fordre, man ham Nøglerne skal give

Til hvert et Hierte, og flux bort han iager

Den gamle Eier; Som Tyrannen haard,

Han, selv Fornuften, svækket, fængslet faaer,

Ja hvert hans Bud af Despotismen smager.

Og viser Du ei Lydighed,

Til Acheron Du sendes ned.

Nu har jeg da beskrevet ham saa nøie

At let I ham opdage kan og maae;

Men end I alle, tause, om mig staae,

I sige, vi paa ham kan ei faae Øie.

Forblindede! slig Giæst du troer at dølge;

Fra alle Kanter frem han kiger dog.

Saaledes hiin og skiulede en Snog

I Barmen, men dens Bid ham der forfølge,

Og med et skarpt og heftigt Skrig,

Den Arme selv forraadte sig. —