Stirrer ej i Graven ned
Med de taarefyldte Blikke!
Thi i Graven er han ikke,
Han er hist i Evighed.
Hisset har en kjærlig Fader
Mangen Bolig, fjern og nær;
Venlig staaer hans Stjernehær,
Sine Børn han ej forlader.
Vugger han dig blidt i Arm,
Læg dig rolig hen til Hvile!
Dobbelt venlig vil du smile,
Naar du vaagner ved hans Barm.
Giv ham da din gamle Dragt!
Mens du slumrer under Løvet,
Mens vi stirre ned paa Støvet,
Virker han en ny med Pragt.
Taager over Graven gaaer,
Vi bevare dunkle Minder,
Men vi see kun, hvad der svinder,
Ikke hvad der forestaaer.
Ej ved Døden at betragte
Kan vi granske Livet ud, —
Men hvo slaaer sin Lid til Gud,
Han kan Døden vel foragte.