Jeg tænker dig med Lov og Sang,
Du Gud, som gav mig Livet!
Du mig saa saare mangen Gang
Saa meget Godt har givet.
Du gav min Ungdom Lyst og Fryd,
Du skienked’ mig et Hierte;
Du lærte mig at elske Dyd,
Og vogte mig for Smerte.
Jeg seer Guds Under trindt omkring
Alt uden Skild og Harme,
Og nyder Livets gode Ting
I kiærlig Moders Arme.
Jeg lever gierne paa den Jord,
Hvor mig din Mildhed satte,
Endskiønt jeg ei fra Syd til Nord
Kan Tusenddelen fatte.
Jeg veed dog een Ting ganske ret,
Og saa jeg Intet tabte:
Jeg veed, du elsker Mennesket,
Og al den Ting, du skabte.
Jeg veed, saa vist du elsker mig,
Som Himlens Myriader:
O! derfor skal jeg elske dig,
Du gode, gode Fader!
For Hvilen priser jeg dit Navn,
Naar jeg af Leiet stiger;
Naar Dagen svandt til Fryd og Gavn,
”O! Gud skee Lov!” jeg siger.
Jeg tænker dig, du Flidens Ven,
Naar jeg min Daad begynder;
Og naar jeg hungrig ender den,
Mit Smil din Priis forkynder.
Naar jeg til Bordet vorder kaldt,
Jeg sukker, dig til Ære:
”O Livets Gud! du gav os Alt:
”Dit Navn tilbedet være!”
Gid jeg kun altid leve saa
Foruden Nag og Brøde,
Og, dig hengiven, stille gaae
Mod Livets Aftenrøde!
Gud! Priis og Hæder vorde dig!
Velsign vor Daad og Gammen!
Velsign Enhver, som elsker mig!
O! sign’ os Allesammen!
P. H. Haste.
