Havens fareste Rose brystede sig i ungdommelig Pragt: herlig stod den, lige tryllende ved sin yndige Farve og sin liflige Duft; saa hvælvet var den, og saa tæt, at Morgenens mindste, glimrende Dugperle neppe kunde stiele sig ind i dens Barm.
En ung Zephyr, listig og tækkelig, hoppede trindt omkring den, og udviftede sin lunkne Aande derpaa. Rosen bevægedes hid og did af den sysselsatte Zephyr, og varede sig ikke mod dens spøgende Fortrolighed. Ynglingen fik Lov at hvile ved dens Barm, inddrikke dens Balsamstrøm, og efterhaanden at udfolde alle dens Yndigheder.
Neppe havde den foregivne Zephyr sat sig fast i Blomstens Huld, førend den voxed’ i Kraft; det var ingen virkelig Zephyr: det var den forklædte Boreas.
Voldsomt bøiedes Rosen af sin fordums Tilbeder, nu sin Behersker; sukkende faldt den til Jorden, og visnede ubeklaget af sine ringere Søstre. Natten kom, og forbistreifende Vinde traadte Blomsternes Dronning under Fødder.