Livets Morgen vinker os til Glæde;
Livets Dag opfordrer os til Daad;
og, naar Banens sidste Fied vi træde,
kaldes vi til Fred fra Venners Graad:
Broder, naar Du seer mod Aftenrøden,
tænk: en Planke mellem Dig og Døden!
Glemsel snart vor korte Vandring dækker;
selv vort Navn af Tiden slettes ud:
salig, hvem ei sildig Anger vækker,
salig, hvem ei glemmer Pligt og Gud!
Glem dem aldrig! — O! da maa Du glemme
mig — og denne matte Varselstemme.