Ode
til
til
Digtekunsten.
Digtekunsten.
Ton vældelig din Lov i gyldne Strænge,
Min elskte, tit berørte Strængeleeg!
Alt høie, rene, stærke Flammer længe
Sig hedt i Bardens Hierte trænge;
Alt tit hans stumme Tak til Sangens Fader steeg.
Han ned fra Pindus øined mine Dage,
Og Tordensky’r, som overskygged’ dem,
Og Grunden til min ubemærkte Klage,
Og god han bød mig, dig at tage,
Og lokke Himmeltrøst af dine Toner frem.
Og end ukiendt med Toners Tryllerier
Jeg bævende paa Strengen greb, og sang,
Og glad fornam, at Sorgens Nagen tier
Ved Veemods egne Melodier,
Og nylig klemte Suk til dine Strænge klang.
Da var det mig, som naar med ædle Taler
Medlidenhed forsøder bittre Kaar;
Som naar et Lysets Sendebud neddaler,
Og med et Glimt af Gud husvaler,
Og drypper Balsam i ulægelige Saar.
Og høiere jeg sang, og Godes Øre
Fornam den Lyd, og Hiertet yndte den;
Og tit de lystedes mit Qvad at høre,
Og, o! det blev min Lod at røre,
Og naar min Stemme græd, da græd min Stemmes Ven.
Ei altid saae jeg disse Taarer rinde;
Dog veed min Siel, med hellig Tak den veed,
Af mangen øm og ædel Danneqvinde,
Af mangen vordende Mandinde
Randt skiøn, elskværdig Graad paa mine Strænge ned.
Ja selv den Hulde, Sangen ei skal prise,
Fordi den hende værdig nok ei klang,
De Glades Fryd, forgrædte Øines Lise,
Vort Nordens herlige Lovise
Som Teuter knæle for, har smilet til min Sang.
Flye, stolte Drøm om Sange for Æoner! —
Hvo maaler rigtig seen Navnkundighed?
Flye, svage Drøm om gyldne Laurbærkroner! —
Nok, at Naturs og Ømheds Toner
Ei glemmes af den Slægt, som skuer Bardens Fied.
Bliv altid ved, o Strængeleeg! at være
Min bedste Rang, og Lindring for min Aand!
Bliv altid ved, kun Gud og Dyd at ære,
Og Reenheds favre Præg at bære,
Og end i Himlen selv kling vældig i min Haand!
„Mon det er ham?” skal da Forklarte sige,
Og forskende beskue mig og dig;
Og uden Suk skal raske Hymner stige
Med Amen af de Lykkelige,
Og jeg skal favne dem, og sige: „Det er mig!”