Til Velgjørerne
(Slutningssang i endeel knudsenske Concerter.)
(Slutningssang i endeel knudsenske Concerter.)
En Helteflok mod Britten stod:
de Bølger blev’ saa grusomt røde;
dyrt solgte den sit kjekke Blod,
og tusend stolte Fjender døde!
da hejsed’ Britten hvide Flag,
og bad om Ro paa Kampens Dag.
Den danske Helt gav Britten Ro:
de Bølger var’ saa grusomt røde;
men, Gud og Land og Konge tro,
saa mangen ædel Kriger døde.
Af Fjenden æret Dansken stod;
men, ak! den Ære kosted’ Blod.
Til Landet flød’ de Heltes Liig:
de Bølger var’ saa grusomt røde:
og Faderløses Jammerskrig
blandt Enkers høje Veeraab løde:
”O Gud! min Mand, min Fader faldt;
”o Gud! o Gud! jeg misted’ Alt!” —
”O Gud! min Søn, min Støtte faldt:
”de Bølger er’ saa grusomt røde;
”han offred’ Blod og Liv og Alt:
”jeg Arme hungrer nu til Døde.”
Saa klager Olding, hvid af Haar,
og vrider matte Haand, og gaaer.
Da treen Du frem, Velgjører-Flok,
og Dansken værdig var Din Tale:
”Hvad Gud har skjenket meer, end Nok,
”dermed jeg Armod skal husvale.”
Med kjerlig Haand Du standsed’ Graad:
o! Gud betale skal Din Daad.
Haste.