Et Bæger, som en nordisk Broder skar,
og alt et Sækel overlevet har,
jeg bærer frem, og fylder, for at byde
en Glædesskaal, som glade Venner nyde.
Et hundred Aar vi slutte, Haand i Haand,
omvundne blidt af Venskabs Rosenbaand:
et hundred Aar vi nu imøde træde,
for og i det at dele Sorg og Glæde.
Naar Børnebørn engang dets Grændse naae,
paa vore Grave Rosmariner staae;
men før skal Venskabs Dyrkelse forsvinde,
før Børnebørn ej signe skal vort Minde.
Da sige de: ”De fordum leved’ froe;
”thi de var’ Venskabs hulde Guddom troe:
”o! maatte vi, som de, vor Vei henile,
”da skal vi sødt, som de, i Jorden hvile.”
Ja, Venner, saligt det, at elske, er,
og tifold saligt det, at være kjær:
ej Venskab denne kjære Kreds forlade!
Da vexler Dag og Aar — og vi — er’ glade.