Hogens Vise
(Af et utrykt Syngespil.)
(Af et utrykt Syngespil.)
Skiøn Agnild var Skioldmøe, var diærv og snild,
I Feide saa tapper, i Fred saa mild,
En Biørn og en kurrende Due.
Hun svingede Spydet med Manddoms Arm;
Saa qvindelig steeg den hvalte Barm.
Med Øiet hun skiød, som med Bue,
Var frygtelig deilig at skue.
Hun drog med Kong Sivard i Ledingsfærd,
Og Mænd maatte bløde for Qvindesværd:
I Hæder hensvunde de Dage.
Hver Kæmper, der styrted’ for Agnilds Fod,
Beskued’ den Møe giennem Røg af Blod,
Og døende hørtes han klage:
O! maatte jeg Agnild behage!
Da beilede mangen en Kæmpe bold,
Men Agnild, som Isen, var haard og kold;
De Mænd med Foragt hun afviste;
Da stilled’ sig Hogen i Beiler-Hær,
Og, ak! at hun holdt ham sit Hierte værd:
Sin Frihed, sin Kraft han forliste,
Og døvet sin Trællestand priiste.
Nys var han en Kæmpe, saa stærk, saa kiek,
Og Landsmænds Beundring, og Fienders Skræk;
I Kampen, som Sydlandes Løve:
Nu hviled’ han Hoved i Qvindeskiød,
Og selv blev han Qvinde, var lad og blød:
Kun Kierligheds Iid gad han øve,
Og glemte, sit Glavind at prøve.
Han redte sit Leie med skiændig Mag;
Paa Biørneskind laae han til klare Dag;
Han hviled’ i Tryllerskens Arme.
Han Dagen hentaumled’ i daarlig Leeg,
Og tidlig om Aften i Seng sig sneeg,
I Agnilds, i Tryllerskens Arme.
Da savned’ Kong Sivard sin raske Mand,
Og søgte ham, fandt ham, og fnøs paa Stand;
Som Klirren af Spyd var hans Tale:
„Ha! sømmer det Kæmpen at ligge der?
„At favnes af Qvinder? at slænge Sværd?
„Op! skam dig for Qvidren af Skale,
„Og slaae dine Fiender, som prale!
Og hurtig opfoer han af bløden Arm,
Og tømte paa Kæmper sin Skiændsels Harm,
Ei agtende qvindelig Klage.
Snart teede sig Hogen som Mand igien
Og værdig at nævnes Kong Sivards Ven.
Blandt Vaaben henrunde hans Dage:
Hos Odin han Mieden skal smage.
P. H. Haste.