Peder Horrebow Haste (1765–1831)

er født i Faxø Præstegaard i Sielland 12. Januar 1765; Faderen var Espern Haste, Dr. phil. & Mag. art., Sogneprovst for Faxø Menighed; Moderen Sophie Magdalene Horrebow, Datter af Prof. P. Horrebow, den ældre. Faderen underviste ham selv i de saakaldte academiske Videnskaber. I et Manuskript fra den Afdødes egen Haand, skrevet 1814, fortæller han: at han anvendte de faa Fritimer, som den faderlige Underviisning gav ham, til at læse Digterværker. Især Evald, Klopstock, Young og Milton giorde Indtryk paa ham; som sædvanligt hos Mennesker i den Alder ansaae han dette Indtryk for Begeistring og Pieridernes Kald, gav sig til at skrive Vers, hvormed han siden aldrig ganske ophørte. — I Sommeren 1781 kom han til Kiøbenhavn, og nød eet Aars Underviisning af Mag. Estrup, som han omtaler med Agtelse og Kierlighed. 1782 blev Haste Student; men Aaret efter blev han hiemkaldt, især for at understøtte Faderen, der var bleven meget svagelig; efter dennes Ønske lagde nu Haste sig efter Theologien og holdt ei sjelden Prædikener, der lønnedes med Fadrens og Menighedens Bifald. Fritimerne bleve opoffrede til Poesien, men kun faa Stykker af ham fra den Tid findes trykte. Faderen døde 1785; nu forlod Haste ganske Theologien, og antog Foraaret derefter Plads som Huuslærer hos Stutmester Nielsen i Fredriksborg; der forblev han til Sommeren 1791, da han igien drog til Kiøbenhavn. Aaret forhen havde Selskabet for de skjønne Videnskabers Forfremmelse tilkiendt ham 60 Rdlr. i Anledning af hans udgivne Poesie — Samling; dette vakte Opmærksomhed paa en Tid, da man næsten ansaae dette Selskab for uden Virksomhed. I Kiøbenhavn maatte Haste leve af at oversætte og læse Correcturer. Ei sielden saae man poetiske Arbeider af ham, og Tonen i dem skaffede ham mange og mægtige Velyndere; blandt disse nævner han især Hertugen af Augustenborg, Greverne Bernstorf og Haxthausen, Statsminister Scheel, som dem, der med flere anbefalede ham i den Grad, at han 1795 fik bestemt kongeligt Løfte om et Embede. Han havde aldrig søgt om Pension eller aarligt Gratiale. 18 April 1798 blev han beskikket til Told- og Consumptions-Inspector i Middelfart; 4 April 1803 blev han forflyttet til samme Embede i Assens, og 5 Mai 1809 ligeledes til Svendborg, hvor han døde 28 Januar 1831. — 22 Decbr. 1809 var han udnævnt til virkelig Kammerraad, og 30 Marts 1813 til virkelig Justitsraad. — 27 August 1800 indgik han Ægteskab med Birgitte Melbye, Datter af Sognepræsten i Middelfart, Thor Melbye, hæderlig bekiendt af sine Bidrag til Fædrelandets lærde Historie.

Saasnart Haste var bleven Embedsmand, søgte han fremfor Alt at skaffe sig i sit Fag de Kundskaber, som satte ham istand til at opfylde hans Pligter, og disses redelige og usvigelige Opfyldelse blev ham en hellig Lov, der ikke rokkedes af Sædvaner, Misbrug eller end mindre af Trusler. Som Embedsmand havde han derfor den Lykke at vinde og vedligeholde sine Foresattes Tilfredshed; især glædede han sig over Prøver paa Belvillie og Yndest af Mændene Moltke, Oldenburg og Frelsen. Han var agtet af sine Overmænd, elsket af sine Lige og æret af sine Undergivne; selv de, mod hvis Ønsker han i sin Stilling maatte handle, erkiendte hans Retsind og Billighed; og tilsidst vovede Ingen at sætte hans Redelighed paa Prøve.

Saaledes var Haste som Embedsmand; i det selskabelige og huuslige Liv viste han sig stedse med beskeden og godmodig Munterhed. Uden at opgive sin Selvstændighed vidste han med Godhed at læmpe sig efter Andres Meninger, og at modsige dem uden at fornærme; han var derfor meget yndet i de Kredse af hvilke han engang var bleven Medlem. Hvad han var i det huuslige Liv kan bedst hans efterladte Enke paaskjønne; efter et lykkeligt Ægteskab i omtrent 32 Aar, hensov han blidelig i sin kierlige Hustrues Arme 28 Januar 1831.

Ved et Bidrag til Thorvaldsens Levnet og Charakteristik var Haste en af de første, der ret giorde os bekjendt med denne Landsmands høie Kunstnerværd og elskværdige Charakteer. Det var i Subscriptionsplanen til denne Samling lovet, at dette Bidrag skulde indføres i den. Udgiveren har fritaget sig for dette Løfte, især fordi Bidraget er benyttet og udvidet af Prof. Thiele i hans ypperlige Værk om Thorvaldsen. At Haste iøvrigt, som en nøie Ungdomsven af Thorvaldsen, der havde elsket og skattet denne, førend Verden endnu i ham havde erkiendt den udødelige Kunstner, ikke var ubeføiet til at give hiint Bidrag til hans Charakteristik — et Arbeide, som ogsaa har mødt almindeligt Bifald — og at Thorvaldsen kierligt erindrede ham og deres Ungdoms-Venskab, sees af den Maade, hvorpaa den store Kunstner modtog Haste, da denne, under sit Ophold i Kiøbenhavn i Efteraaret 1819, besøgte ham paa Charlottenborg, Dagen efter dennes Ankomst fra Italien: „Jeg traf ham,” siger Haste i det omtalte Bidrag til Thorvaldsens Charakteristik,” ærbødigen omgiven af Kunstnere og Mæcenater; men han blev mig strax vaer, og styrtede mig om Halsen.” Da Hastes Afreise fra Kiøbenhavn snart forestod, indbød Thorvaldsen ham til sig, ved hvilken Leilighed han forærede ham den Medaille, som Roms Kunstnere havde ladet slaae til Erkiendelse af hans fortrinlige Værd, og sagde til Haste: „den af Guld kan jeg ikke give dig, endskjøndt du vist ikke havde glemt Vennen for Guldet.”

Man venter dog vist ikke her, at jeg skulde yttre nogen Mening om, hvad Haste var som Digter. Denne Samling af hans Digte ligger nu for Publicum, og Enhver kan bedømme dem efter sin Theori og sine Følelser. Theorierne have siden Aristoteles forandret sig saa ofte og mærkelig, at ifald den nu gieldende eller meest høirøstede maaskee er ugunstig for Hastes Digternavn, der vel kan omsider trine en anden frem, som er meer gunstig for det¹; dette vil desto lettere finde Sted hos dem, som have Følelse for den venlige og vemodige Aand, der udtaler sig i Hastes alvorlige Digte, for den blide men livelige Munterhed, som yttrer sig i hans Selskabs-Sange; de første bleve for 40 Aar siden læste med Deeltagelse, de sidste hørtes gierne ved enhver selskabelig Fest paa en Tid, da Poesien endnu ikke var nedsynket til en altfor ringe Tienerinde af Musiken.

Man bør see hen til den Tone og Smag, som herskede paa den Tid, da Haste begyndte at lade sig høre, og som først tog en anden Retning, da A. Øhlenschlæger bemestrede sig denne Retning ved sine Romanzer og sin Hakon Jarl; fra den Tid kan man gierne regne en ny Tidspunkt i den danske Poesi, men — nu var Haste tabt for Poesien. „Vel var,” som han selv fortæller, „hans ungdommelige Muse vældigen bleven løftet under Armen af en Abrahamson, en Jacobi, ham ellers personlig ubekjendte, af en Sander, hvis Stemme i Æsthetiken ikkun Lidenskab kan benægte, af J. Baden og Tode, og af flere ei blot litteraire Magnater; vel blev hans Talent aldrig angrebet, uden af smaalige Sidehug, som kun vidnede om Nid og Pøbelagtighed; men dog havde hans Stilling, hans Pligtarbeide, hans timelige Bekymringer stedse hindret ham fra at fuldføre et større Værk, der maatte afgjøre, om hans milde Bedømmere eller hans Dadlere havde Ret. Saaledes gik Tiden til hans 33te Aar, og da blev han som Embedsmand hensat i en Stilling, der fiernede ham fra literaire Forbindelser og ganske fra den idealske Verden.”

I Haandskrift efterlod Haste sig blandt andet ogsaa et Overblik over hans literaire Bane; dette peger hen paa de Forbindelser og Anledninger, der gave hans Aands Dannelse dens individuelle Retning, og standsede hans Fremskridt paa Digterbanen. Endskjøndt dette Overblik kunde have Interesse for Psycologen, saa har den Afdøde dog ikke villet, at det skulde kundgjøres ved Trykken, da det indeholder Adskilligt, der ikke er smigrende for nogle nu glemte eller bortdøde Personer.

Hvad Haste har ladet trykke findes antegnet i Litteratur-Lexiconet; og Udg. finder det ikke passende, her at gientage det, og at opregne alle de Tidsskrifter og Nytaarsgaver, til hvilke Haste har leveret Bidrag. Ethvert Tidsskrift ansaae det eengang for en Ære, at modtage Bidrag af ham, men især optoges hans baade prosaiske og poetiske Stykker i de Tidsskrifter, som udkom paa Hofboghandler Poulsens Forlag. I Iris og Hebe var Haste Forfatter til Brevene fra Kiøbenhavn, undertegnede x—x, hvilke opvakte i den Tid megen Sensation, og paadrog ham nogle haarde men uvittige Angreb.

Dersom nogen af Hastes Venner i denne Samling savner et eller andet Stykke, der syntes dem fortrinligt eller var ved dets Anledning deres Hierte kiert, saa undskylde Enhver i saa Fald venligst Udgiveren, der saae sig indskrænket til et vist Arketal. Saare vanskeligt var det, at faae samlet af mange Tidsskrifter Alt, hvad Haste har skrevet, men endnu mere vanskeligt var det, af dette Alt at udsøge det, som her paany skulde forelægges Publicum. Udg. er i Valget til denne Samling gaaet frem efter de Regler, efter hvilke han selv kunde ønske at behandles. Ved det frie Valg, som den Afdødes Enke ganske overlod til mig, har jeg valgt efter min egen Overbeviisning: og nogen anden Norm kunde jeg her ikke antage.

Man vil finde det passende, at her indføres Udtoget af et Brev fra Svendborg: „Den 7de Februar (1831) førtes de jordiske Levninger af den ædle hedengangne Justitsraad og Toldinspector P. H. Haste til det sidste Hvilested. Et særdeles talrigt Følge, over 150 Personer, havde frivillig indfundet sig, for at skiænke den elskede Døde den sidste Æresbeviisning; blandt disse vare mange tilreiste fra Landet, og man saae isærdeleshed mange Geistlige. Ved Graven sagdes efterfølgende faa, men af de Tilstædeværende dybt følte Ord:

Atter har Døden brudt et Led i vor lille kiere Samfunds Kiæde. — Vi ere bedrøvede; men vi ville trøste os ved vor hedengangne Broders egne haabefulde — vennehulde Ord. — Hans fra Støvet frigiorte Aand taler endnu saaledes til Os:

Ja, Du Gode! vi ville bevare en venlig Erindring om Dig i vore Hierter. — Fred med dit Støv.”

De umiskjendelige Yttringer af almeen Agtelse og Kierlighed, som fulgte Haste i Graven, Erindringen om 30 Aars kierlig Forening med ham, og Haabet om Evigheden, vare hans Enkes Trøst. Hun lod sætte paa hans Gravsteen:

Udgiveren vil slutte disse Efterretninger om P. H. Haste med fire Linier af et utrykt Mindedigt over en anden Hædersmand:

October, 1834.