Jeg glad af Sengen reiser mig,
Jeg lykkelige Pige,
Og tænker, gode Gud, paa Dig,
Som boer i Himmerige;
Thi, ligesom min Moder, Du
Mig elsker overmaade,
Og derfor jeg med trøstig Hu
For Alt Dig lader raade.
Af Sorger ei det mindste Gran
Jeg i mit Hjerte finder;
Ei heller Sygdom gaaer mig an:
Jeg har to røde Kinder.
Jeg sov saa trygt, og sødt, og let:
Du var hos mig tilstede,
Og nu mit friske Aandedræt
Er idel, idel Glæde.
Jeg er saa stærk og før og ung;
Jeg gjerne mig vil øve;
Mig falder ingen Sysel tung,
Hvormed jeg Gavn kan gjøre.
Og alle Gode lide mig;
Og det saa vakkert lader:
O! derfor bør jeg takke Dig,
Du min og Alles Fader!
Gid nu min Dag i Fryd hengaae,
Og gid jeg nyttig være,
Og stedse flere Kræfter faae
Min Skabers Navn at ære!
Og naar i mødig Aftenstund
Jeg flinke Lemmer hviler,
Da skjenk mig, Gud, et roligt Blund,
Hvortil din Omhu smiler!