Ei Nordkanten hviner,
Ei Sneen omskandser os meer:
See, Vaaren fremtriner,
Og Alting opvaagner og leer!
Hør! Isen nedflyder,
Som brusende Flod i sin Harm,
Og livelig lyder,
Og frygtelig lyder den Larm.
De grønnende Høie,
Nys hylled’ i Enkernes Dragt,
Henrykke vort Øie
Og prunke med voxende Pragt;
I knopfulde Skove
Alt Drosselens Fløiteslag klang,
Og Lærkerne love
Guds Godhed i tonefuld Sang.
I frugtbare Dale
Gjenlyder alt Hjordenes Raab,
Og Plovmandens Tale
Er idel Begeistring af Haab:
Af perlede Enge,
I Skarer paa tusinde Viis,
Sig Planter fremtrænge
Og vidne til Skaberens Priis.
Saa jeg skal jo træde,
O Fader! af vinterlig Grav,
Og vaagne til Glæde,
Som evig Forløste Du gav;
Og glemme min Smerte,
Naar Modgang har luttret min Dyd,
Og fylde mit Hjerte
Med Sandheds og Kjærligheds Fryd.