Klag, o Viisdom! Han, hvis Røst Du yndte,
Din og Sandheds ædle Ven er død!
Græd, Natur! thi han, som dig forkyndte,
Lagde jeg afsjelet i dit Skjød.
Rothe nu har lukt sit Forsker-Øie,
Ak! hans varme Hjerte banker ei;
Graa ved Id og Gavn, og træt af Møie
Han tiltraadte Dødens mørke Vei.
Sørg, o Dannerfolk! thi han, hvis Tale
Skabte Lys, og hørtes til dit Gavn,
Nu forstummer i den lange Dvale,
Mens din Taare rinder paa hans Navn.
O! han var sin Hæder værd; med Smerte
Søge vi den Oldings Lige nu,
Og vor Aand istemmer med vort Hjerte:
„Rothe! blandt os Ingen er som Du.”
Dybt i Fortids Nat hans Øie trængte,
Klart han skjelned’ Sandheds Guld for Tant,
Fast ved fundne Skat da Blikket hængte,
Og vi føl’de, hvad han saae, var sandt.
Og med Kundskabs gyldne Skat i Eie,
Gav han rigt til Hver, som Lidet veed,
Sagde: „Skjøn et Forsyns dulgte Veie,
„Føl, dets mindste Vink er Salighed.”
Høit han talte for den trykte Broder,
Som paa Seklers Lænke modig drog;
Fredrik tal’de med: til Livets Goder
Bonden nu sin Odels-Ret indtog.
Sølvhaar alt den Ædles Tinding hylled’
Og hans Blik mod Jorden sænkedes ned:
End Naturens Herlighed ham trylled’
Og han vogted’ nøie paa dens Fjed.
Men ei stod hans Hu til sjeldne Stene,
Ei til Samlers ofte tomme Jord.
Til vor Trøst omskued, han alene
Efter Vished om vor Artes Værd.
Mens han bøiet op mod Himlen blinked’
Og hvert Fjed var Nytte paa hans Vei,
Af den ubegrebne Magt bortvinked’
Af hans Favn høitelsket andet Jeg.
Broder, kald ham om du kan, en Daare
Før han bugned’ dybt af Magtens Stød:
Hør hans Klage, føl den — strax din Taare
flyder bittert ved hans Karens Død.
Trøstig nu han øined did, hvor Taage
Hindrer selve Viismands Blik at see:
Himlen føl’de han for Alt at vaage,
Og at Godheds Lov er aldrig Vee.
Stille, freidigt, kjek, endog i Kummer,
Ved sig selv, og ei ved Titler stor,
Han sit Øie lukked’ nu til Slummer,
Signet og begrædt han hedenfoer.
Vel gik ingen pragtfuld Sørgeskare
Til den Frommes enge Hvilested:
Ømhed, Sorg og Tak det Følge vare
Som useet ved Kisten fulgte med.
Fred med ham som med dem alle være,
Der nedglede Livets bratte Strøm!
Gid hans Aand, sit Udspring nær, maa lære
Der vor bedste Haab er meer end Drøm.
Klag, o Viisdom! han, hvis Røst du yndte,
Din og Sandheds ædle Søn er død!
Græd, Natur! thi han, som dig forkyndte,
Sank afsjelet i dit Moderskjød.
Sørg, o Dannerfolk! i ham, hvis Tale
Skabte Lys, paaskjøn dit store Savn!
Ræd hans Minde fra hans Legems Dvale!
Sku med frugtbar Andagt til hans Navn.