Mads Hansen (1834–80)

Vi har sagt det saa tit, og du véd det saa godt,

du er mægtig, du Kvinde i Nord!

du kan fængsle vort Sind, du kan trylle os blot

med et Blik, med et eneste Ord.

Du har alt, hvad der drager os efter dig hen

— det er næsten for ofte dig sagt —

maa jeg sige dig, hvad du skal give igjen,

og hvortil du skal bruge din Magt?

Du skal give din Broder, din Bejler, din Ven,

du skal give din Brudgom, din Mand,

du skal give det bedste, det kjæreste hen

for at frelse dit Fædreneland.

Du skal opfostre Drenge med Sener i Arm,

der for Danmark vil kæmpe og dø;

du skal lægge den Sæd i Smaapigernes Barm,

der skal bære det ædleste Frø.

Du skal værne om Sproget i Børnenes Mund,

det er Moderens Maal, det er dit;

som Guldharpernes Klang, som de Fugle i Lund

skal det svinge sig mægtig og frit.

Du skal vogte de Sagn og den dejlige Sang,

vi i Arv efter Fædrene fik;

du skal lukke dit Hjærte for Trældom og Tvang

og din Dør for de fremmedes Skik.

Ja, jeg ser paa dit Blik, hvad saa ofte jeg saa’,

hvad din Gjerning forlængst mig har sagt:

Du vil styrke vor Aand og vor Haand, naar vi staa

for vort Land og vor Fane paa Vagt.