Og det var Edvard hin unge,
Han red sig under Ø;
Fæsted han den danske Prindsesse,
Hun var saa væn en Mø.
Der sejle de med en Kongebrud.
Hun var saa fager en Kvinde,
Som Havfru under Ø;
Høres det skal til fjerneste Lande,
At dejlig er Nordens Mø.
Og det skal aldrig forglemmes
I Danmarks Bøgelund,
Folk og Drot stod kjærligt tilsammen
Hin tavse Afskedsstund.
Det danske Folk og dets Konge
Elsked den Lillievand,
Gav hende hver et Kjærlighedsminde
Om hendes Fædreland.
Og det var Bruden hin unge,
Hun gik til Sjølunds Kyst
Mellem Blomster, men Kjærligheds Rose
Var lagt i hendes Bryst.
Hun gik paa Tæpper saa bløde
Til Stranden, hvor Snekken laa;
Folkets Bøn og Skjaldenes Toner
Gik fremmest paa Bølgen blaa.
»Farvel du dejlige Pige
Af Frejas ædle Slægt!
Gud Dig følge og tage din Krone
Og Dig i Varetægt.«
Damphesten fnysed og skummed
Henover Bølgen blaa;
Dannebrog og Englands Banner
De lod i Stavnen staa.
Og alle Bølger de bøjed
Sig for den Kongebrud;
Aldrig før paa vildene Ganger
Saa dejlig en Mø fløj ud.
Og det var Edvard hin unge,
Han skued over Sø;
Og det var den danske Prindsesse,
Hun kom til Englands Ø.
De elsked ogsaa hinanden
Ret ud af Hjertens Grund;
Høres det skal, de holdt deres Bryllup
Udi saa god en Stund.
Og det er Havfruens Datter,
Hun synger end bag Ø;
Høres det skal til fjerneste Lande,
At dejlig er Nordens Mø.
Der sejle de med en Kongebrud.