Fremad, Kammerater, med Bøssen i Haand!
Det gjælder kun en Kamp uden Fjender,
En Sejr over Mænd af vort Blod og vor Aand,
Et Maal, som vi Allesammen kjender,
Et Skud til vor Skive, en Krigsfærd i Fred,
Og her tør den Feigeste selv være med;
Her behøves ej
En Skandse paa vor Vej;
Heller ikke Mod,
Her flyder intet Blod;
Men træffe vi blot,
Kan det hænde sig godt,
At Skudet bliver ikke det sidste.
Saa vil vi da prøve at rette et Skud
Mod Fjenden i de hjemlige Sale,
Med det vil vi drive det Fremmede ud,
Der findes i vor Sæd og vor Tale,
Og foran gaar Skjalden med Sang og med Spil,
Og alle de smaa Piger med os følge vil.
Fremad uforsagt!
Det er en lystig Jagt.
Flyder der ej Blod,
Behøves der dog Mod,
Og træffe vi blot,
Kan det hænde sig godt,
At Kongen vil fæste os som Skytter.
Og saa vil vi prøve det tredie Skud;
Og det er for Danmark, vor Moder.
Med det vil vi jage de Røvere ud,
Der plyndre vor sønderjydske Broder,
Og Skjalden vil give Musik til vor Dands,
Og Pigerne vil binde os en Sejerskrands.
Fremad uforsagt!
Det er en lystig Jagt.
Flyder der end Blod,
Naar Enden bliver god,
Saa læges vort Saar;
Men hvordan det end gaar,
Skal Danmark, vor Moder, dog leve!