Den Danske sad ved breden Bord
Og drømte kun om Sejr og Ære,
Og troede sig selv at være
En af de Stærkeste paa Jord,
Og Løven laa saa tryg paa Heden,
Og Sværdet rustede i Skeden,
Og Harpen klang til lystig Dands.
Da trak et Uvejr op fra Syd;
Den ene Væg faldt ind i Huset,
Og Fjenden traadte den i Gruset
Og stak en Grændse af med Spyd;
De Danske kæmped ufortrøden,
Men mangt et Hjerte brast i Døden,
Og Broder blev fra Broder skilt.
Og Dansken satte sig ved Bord
Med Haanden under Kind og grunded,
Til Kampen end hans Attraa stunded,
Han mæled ikke mange Ord;
Nu rejser han sig op og griber
Sin Harpe, og sit Sværd han sliber,
Og der er Højhed i hans Blik.
Men før han til sin Gjerning gaar:
At stænge fast for Hus og Have,
Han dvæler ved de Faldnes Grave,
Og Taaren i hans Øje staar;
Han rejse vil en Sten til Minde
Om Heltene, og Danmarks Kvinde
Vil krandse den med Blomster smaa.
Saa vender han sit Blik derhen,
Hvor Brødre fremmed Aag maa bære;
Han gaar med Gud for Ret og Ære
Og kommer ikke hjem igjen,
Før han har rejst en Sten dernede
Paa Sønderjyllands brune Hede
Til Grændse mellem Nord og Syd.