Antologier

Mit Øie vandred mellem Norrigs Fjelde

Og søgde de forgangne Tiders Spor.

Jeg saae, og see! der stod i herlig Vælde

En Broder til de Ypperste i Nord;

Med løftet Sværd jeg saae den Djærve staae,

Og Glædens Taarer randt paa mine Kinder;

Udfoldede de gamle Tider laae,

Og levende sig rørde alle Minder.

Paa Kampens Dag han havde Staal om Bryst,

Men aldrig køled det hans varme Hjerte,

Hans Mænd ham fulgde som til Leeg og Lyst,

Og han dem ei forlod i deres Smerte;

Thi han, som stod i Vaabengny saa haard,

Medlidende ved Jammerleiet stædtes,

Med Taarer svaled han de hede Saar,

Og tappre Nordmand i sin Smerte glædtes.

Dog, hvi vil jeg med svage Røst gjentage,

Hvad Norrigs Fjelde skal til sidste Dage

Forkynde høit igjennem Slægters Rad?

Lad dem fortælle det til alle Lande,

Hvordan de saae den bolde Kjæmpe stande,

Naar Fjenden han tillaved røde Bad!

Lad dem fortælle, hvor den Gjæve laae,

Naar Bolstret han ombyttede med Straae!

Lad dem gjentage, hvad hans Mænd dem bød,

Naar glad med dem han deelte Brød og Nød!

Lad dem det sige, saa det høit kan runge!

Jeg veed det vist, dem fattes aldrig Tunge,

Saalænge de i Favnen eie Mænd.

De tale, hør! sig hæver stærke Lyd,

Og over Danmarks Sletter høit det gjalder;

Men ak den Røst forkynder ikke Fryd,

Thi huul den er som Skriget over Balder.

Hvad er det, ak! har atter Lokes Haand

Da Øst for Valhal fundet lumske Vaand,

Og dermed atter viet ind til Baalet

Det stærke Bryst, som kunde trodse Staalet.

Ak nei, det er ei om de døde Guder

Der mæles sørgelig i stærke Døn,

For Norden det en større Sorg bebuder,

Det taler om en falden Askurs Søn,

Men, ak! om Een der var i unge Alder

Saa elsket som det gamle Nordens Balder.

I Kongeborgen rinder selv en Taare;

Thi Christian ligger paa den sorte Baare:

Hans Broder græder, og det hele Nord,

Hvor nordisk Aand i rene Tempel bo’r,

Forstummende, kun taler gjennem Taarer.

Sørger, græder, Mænd i Nord!

Skammer Eder ei ved Taaren!

I har hørt de tunge Ord:

Christian ligger kold paa Baare

Grønne Kvist i gamle Træ

Podet blev til Frugt og Læ,

Ak! men, den er nu henvisnet.

Naar en Drot af Kjæmpeæt

Har sig rørt i al sin Vælde,

Og i Høi nedsynker træt

Af Bedrifter og af Ælde;

Glædelig er Skjaldens Id;

Thi som den fuldendte Tid

Han sin Helt forklaret skuer.

Men ak! naar kun Skjalden saae,

Mat belyst af Kraftens Stjerne,

Hans Bedrifter hvor de laae

Dulgt i Fremtids mørke Fjerne;

Da er sorrigfuldt hans Kald,

Naar han ved sin Kjæmpes Fald

Vemodsfuld maae Strængen røre.

End det ei var Himlens Raad

At opvække det som sover,

Derfor ei uvordne Daad

Han til Lys at drage vover;

Smerte er kun Harpens Klang

Og et Suk hans Mindesang,

Hvem tør trættes med den Høie!

Upsals grumme Gudehær!

Over dig maae Skjalden klage,

Dine Goders Offersværd

Styred du i gamle Dage

Avindsyg mod Domalds Bryst,

Og paa Altret du med Lyst

Altid skued Drotteblodet.

Ingen Kongeslægt saa god

Siddet har paa Upsals Trone,

Den jo maatte dig med Blod

Af sin ypperste forsone;

Yngve, Folke, Bonde, Skjold,

Eie hver en Ætmand bold,

Som du dig til Offer kaared.

Atter lød dit onde Bud,

Thi hos dig er ingen Naade,

Du nedslaaer hver Helt saa prud,

Ene vil du Landet raade.

Sørgende ved Liig vi staae,

Men for vist tør Skjalden spaae:

Dette Offer var det sidste.

Norrig, du som Helten knuged

I din Kjæmpefavn med Lyst,

Du hvis Jord hans Taarer suged

Da han sled sig fra dit Bryst,

Hult din Elveharpe bruser,

Over Fjeldet Stormen suser,

Og forkynder høit din Sorg.

Sømmelig er dybe Smerte

I den Dødes eget Hjem,

Og han bygged i dit Hjerte,

Vel maae Taarer vælde frem;

Men ifald du Skjaldens Stemme

I din Vaande kan fornemme,

Skal den lindre vist din Kval.

Nu Valkyrien dig gav

Hvad dig Nornen bød forsage,

Der han sank i mørken Grav,

Sank han i din Favn tilbage.

Evig han tilhører dig,

Sverrig har hans Blod og Liig,

Du hans Daad og milde Taarer.

Men Christian! ak, er dette kolde Liig,

Som ligger der saa farveløst og stille,

Er det den bolde Kjæmpe, er det dig?

Hvad kunde saa dig selv fra dig adskille?

Ak! det var Hel, som med sin Aandes Gift

Bortpustede den lyse Livets Farve,

I dig hun kvalte mangen stor Bedrift,

Dog nei, Du Herlige, thi ikke dig

Det var, som blev til dette kolde Liig;

De onde Magter kunde Blodet svale,

Og drage dig fra Livets lyse Tind

Til Porten ned for Helas mørke Sale,

Men aldrig gik du gjennem Porten ind.

Du kasted flux hvad ei dig kunde følge,

Og gik til Valhal gjennem Broderfavn,

Og naar du skuer over Tidens Bølge,

Da seer du skinnende dit høie Navn.

For gamle Christians Brøde at forsone,

Forsaged du en føie Stund dit Navn,

Dit Fædrenavn, omhvalvt af Nordens Krone;

Og dybt du følte underlige Savn.

Forundrede vi stod, og ingen kunde

Den høie Nornes skjulte Raad udgrunde,

Nu klart det blev, den vise Askens Mø

Hun vilde ei at Christian skulde dø.

Da Sverrigs Karl nedsank i mørke Grav,

Dit Hædersnavn hun atter mild dig gav,

Og at enhver maa troe mit Ord er sandt,

Du sank for dem, som Christian overvandt.