Kommer I hid, Piger smaa!
Strengen vil jeg røre,
Taarer skal i Øjet staae,
Naar min Sang I høre;
Om saa bold en Ungersvend,
Alle fagre Pigers Ven,
Sørgelig jeg sjunger.
Vaaren er nu kommen nær,
Dagene sig længe;
Vaaren har I Piger kjær,
Blomster groer i Enge;
Dog I skal i sene Aar
Mindes, at I saae en Vaar
Med bedrøvet Øje.
Ak, thi før sig op af Jord
Blomsten kunde trænge,
Falmede en Blomst i Nord,
Som skal mindes længe:
Willemoes var Blomstens Navn,
Og ej glemmes tunge Savn
Midt i Blomsterflokken.
Han var Dreng, men stod som Mand,
Medens I var spæde;
Staae og slaae for Fædreland
Var den Unges Glæde;
Strømmen gaaer mod Kjøbenhavn,
Kongedyb er Strømmens Navn,
Der blev Helten viet.
Drengen voxte op til Mand;
Barnlig dog i Sinde
Maatte han, paa Sø og Land,
Alle Hjerter vinde:
Sømænd bare ham paa Haand,
Og den fagre Liljevaand
Gav ham sin at kysse.
Gjerne han paa Haand og Mund
Hende kysse vilde,
Lod sig og en liden Stund
Vel i Snarer hilde!
Men han var og blev en Mand;
Kjæk han drog til fremmed Land,
Manddoms Værk at øve.
Sælsomt i hans Aand det lød:
Hører du, det døner!
Dannemark er stædt i Nød,
Kalder sine Sønner.
Og som gamle Danmarks Søn
Fløj han mod det høje Døn,
Fædreland at værge.
Ak, den Gjæve kom og saae
Fædrelandet bløde. —
Hvor de stolte Snekker laa,
Var saa tomt og øde.
Disse Snekker var hans Hjem,
Han opvoxte mellem dem,
Stred i deres Skygge.
Dertil var fra Hedenold
Hid til sidste Dage
Disse Snekker Danmarks Vold,
Vold foruden Mage;
Sorg og Harm i Heltens Sind
Maatte da vel gange ind,
Følge ham til Graven.
Vinter led, og Isen brast; —
Over brede Vande,
Kristjan med sin høje Mast
Lod fra Norrig stande;
Helten stod saa rørt i Sind,
Store Taarer faldt paa Kind,
Der han Snekken skued’.
Kjære Snekke, hilset vær!
Saa tog han tilorde;
Sømmelig er vist din Færd
Med de høje Borde;
Ak! men det er Hjertesorg,
At kun af den stolte Borg
Staaer et eenligt Kammer! —
Høje Magter, I som slog
Dannemark med Jammer,
Lad mig til min Afgang dog
Boe i dette Kammer!
Men, skal ogsaa det forgaae, —
Lad mig først da Bane faae
Paa dets røde Tilje! —
Snekken sejled’ under Ø,
Kjæmper var omborde;
Vikinger laa trindt paa Sø,
Dog den sejle torde.
Vikinger sig flokked’ brat,
Lejred’ sig i dunkle Nat
Om den prude Snekke.
Hist i Nord gaaer Odden ud
Mellem høje Bølger;
Der blev Døn af stærke Skud,
Kristjan ej sig dølger;
Men som gamle Kristian
Staaer han fast paa danske Strand,
Skjønt hans Blod udrinder,
Bretlands Viking! har du Mod
Til med mig at sande,
At du maatte give Bod
Til de danske Vande,
Bod til gamle Dannebrog,
Som du nys uhejset tog
Med saa ringe Møje?
Snart ej saaes vel meer dit Flag,
Om for dine Skibe,
Hvad du gav for Kristjans Vrag,
Prisen skulde blive;
Ringe blev paa Hav din Ros,
Om du fandt en Willemoes
Paa hvert Skib, du borded’! —
Willemoes! du maatte gaae,
Andet Hjem at finde;
Taarer i vort Øje staae,
Men de tør ej rinde;
Ak, thi vilde vi, at du
Skulde vanke her endnu,
Kristjan overleve? —
Herren var det, som til sig
Kaldte Livets Flammer;
Ved hans Tempel til dit Lig
Lave vi et Kammer;
Over dine Kjæmpebeen
Rejse vi en Bavtasteen,
Give Stenen Mæle.
Hører det, I Piger smaa!
I maa ikke græde;
Men, naar over Eng I gaae
Mellem Vaarens Spæde,
Binder da af dem en Krans,
Parrer Blomsterne med Sans
Til den Faldnes Ære!
Hvis det rørte Hjertes Sang
Hjertet røre kunde,
Sjunger den da mangengang
I de stille Lunde;
Sjunger den ved breden Strand,
Naar henover hviden Sand
Voven sagte triller!