51. Hungers-Nøden
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Der kom tre svare Hungers-Aar
Hvor Belial de tjende,
Skjøndt de var født i Herrens Gaard
Med alt af ham ivente.
Elias var i stort Udraab
En Seer af de sjeldne,
Guds Herligheds det store Haab
Var klart i ham at skjelne.
Ja, sært paa ham det blev opfyldt,
I Himmelborger-Laget
Med Vognen luende forgyldt
Elias blev optaget
Dog først den store Hungers-Nød
Profeten fik at finde,
Han ydmyg bad om Naadsens-Brød
En hedensk Enke-Kvinde!
Den Kvinde from af Hedning-Slægt,
Hun gik med Sorg i Sinde
Og laved til sin sidste Bægt,
Hun sanked dertil Pinde!
Hun havde kun en Haandfuld Meel
End i sin gamle Krukke,
Til Søn og sig en ringe Deel,
Thi maatte hun vel sukke.
Bespiist bag Jordan Aaret om,
Paa Kost med Ravne-Unger,
Fra Bækken tør Elias kom,
Forsmægtet fast af Hunger!
Profetens Røst til Kvinden lød,
Som sanked Pind og Stikke:
O, hent mig snart et Stykke Brød
Og giv mig lidt at drikke!
Gud bedre mig, var Kvindens Svar,
Alt som hun gik at hente,
En Haandfuld Meel er hvad jeg har
Og ei et Gran ivente!
En Haandfuld Meel, og i mit Kruus
Af Olie en Draabe,
Slet ikke meer formaaer mit Huus,
Paa Døden maa jeg haabe!
Profeten vidste, det var sandt,
At nøle ei han nænte,
Men raabte: Kvinde hør mig grandt!
Du end har Lidt ivente!
Dit Meel i Krukken tarvelig,
Og Olien i Kruset,
Til Gud gi’er Regn paa Jorderig
Har altid du i Huset!
Hun troed fromt den Seers Ord,
Ei Haabet blev tilskamme,
Et Aar omkring hun dækked Bord
Med Retterne de samme!
Saa gaaer det altid under Sky:
Tør paa Guds Ord vi stole,
Velsignelsen er daglig ny,
Som Straaler gaae fra Sole!